Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Artikler om bøn

Er bøn ikke det enkleste på denne jord? Skal man så lære det? Jo, bøn er enkelt - som Teresa af Avila skriver det: "Ofte at være sammen med den, som vi ved elsker os". Kan noget være mere enkelt? Hvorfor skal man så tale om bønsskole, som om bøn var noget man kunne lære?

"Har du vat i ørene, Gud", råbte en fem-årig. Gud gav ham jo ikke det, han havde bedt om. Hvem har ikke oplevet det. Men er bøn først og fremmest at tigge Gud om noget? Eller er der udover dette noget større, som venter os i bønnen? Det er bønsskolens intention at fortælle, at der er så meget mere - og vise vej til det.

Erfaringen viser, at mange mennesker gerne vil bede, men har svært ved at komme i gang - eller svært ved at holde ud, når der kommer kriser - når Gud har vat i ørene - og kriser kommer der på bønnens vej: Vækstkriser! Der har da også i hele kirkens historie været undervist i bøn. I vore dage skrives utallige bøger om bøn, meditation og Levende Vand. Og tilstrømningen til retræter med undervisning i bøn viser behovet.

Men kan man undervise i bøn på nettet? Det har jeg virkelig tænkt meget over. Min erfaring med dette medie er ringe, men erfaring får man kun ved at bruge det.

Mine personlige vanskeligheder er, at jeg i undervisning er ret afhængig af tilhørernes respons, positiv som negativ. På nettet kender jeg slet ikke dem, der læser dette! Trods det har jeg bemærket, at man næsten ubevidst skriver mere personligt "på nettet". Jeg ved jo, at det er den enkelte, som læser det. Der er et du og ikke bare en flok. Derfor bliver man også let mere direkte, man henvender sig til et du og bliver mere fortrolig, mere personlig, mere åben.

Undervisning i bøn er ikke som anden undervisning. Kun det, man selv i nogen grad har erfaret, kan man troværdigt give videre. Men når man lever i kirken, har man også del i hele kirkens erfaring i bøn. Mit jeg er en lille del af et større jeg: Kirken. Kirkens erfaring er også min i samme grad, som jeg tilegner mig den og den bliver min helt personlige erfaring.

Mennesker i dagens samfund lever i en hektisk rytme. De flestes hverdag er præget af noget forstandsmæssigt. Computeren tvinger mig til at reagere hurtigt. Jeg mærker det: Sproget bliver anderledes, når jeg skriver på den end når jeg skriver i hånden, men alligevel vælger jeg computeren, for jeg er blevet vant til det hurtigere tempo, og den har jo unægtelig fordele, som vi i dag ikke ville undvære.

Men på trods af den hektiske hverdag, som de fleste lever i - eller måske på grund af den - synes der at være et voksende behov for åndeligt liv - for bøn.

I forholdet til Gud længes de fleste efter noget mere enkelt, noget, som udgår fra og når hjertet. Og dette enkle er hvad vi kalder bøn.

Jesus har i meget stærke vendinger og klare billeder fortalt sine disciple og dermed også os, hvilket inderligt forhold til Gud, vi er kaldet til at leve i. Jesus siger til sine disciple: "Den dag "- altså når Helligånden kommer - "skal I erkende, at jeg er min fader, og I er i mig og jeg i jer" dette "i mig" "jeg i jer" er et stadig tema i de sidste kapitler i Johannesevangeliet.

Jesus siger, at vi skal erkende, altså erfare Hans intime nærvær.

Jesus fortæller lignelsen om vintræet og grenene. Og siger: "Jeg er vintræet, I er grenene". Jesus siger ikke: "Jeg er stammen, I er grenene", men: Jeg er vintræet - hele træet - I er grenene" Altså vil han fortælle os, at han og vi lever i en organisk enhed, hvor samme liv, samme næring gennemtrænger hele organismen. En psykisk syg kvinde fortalte mig engang, at hele hendes bøn var at være i denne virkelighed, i at være gren på vintræet, og deri fandt hun styrke til sit svære liv.

Men Jesus siger også: "Bliv i mig." Vi kan altså forlade - undslippe - dette nære fællesskab med Jesus. Vi kan leve som om det ikke eksisterede. Enheden med Jesus leves i vort hjertes dyb, men vi kan leve så langt fra dette dyb, at vi slet ikke bemærker det. Vi kan lade Jesus være alene. Men gør vi det, bliver vi også fremmede for os selv. Så bliver vi stressede, rodløse. Livet mister sin mening. Som Augustin sagde det - jeg indrømmer, at citatet måske er blevet lidt slidt, vel netop fordi det er så sandt : "Du har skabt os o Gud til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig."

Livets mening er Jesus. Johannes indleder sit evangelium med, at Ordet - logos - blev kød. Men logos betyder både "ord" og "mening". Det var selve meningen med livet, som blev menneske. Det vil vi vende tilbage til!

På min første retræte - bare én dag!- indledte retrætelederen med at sige: "Bøn er deltagelse i Treenighedens liv". Jeg hørte ikke mere. Dette var så svimlende, så stort, at der ikke var plads til mere.

Og dette er ikke bare teologiske, støvede tanker, men liv, der kan erfares. Bøn er erfaring. Måske erfarer man ikke så meget i selve bønnens time, men dagen igennem høster man frugten af bønnen: Gud kan pludselig meddele sig - og når man mindst venter det. Lidt efter lidt kan disse "oplevelser" udvikle sig til en altid værende erfaring af ikke at være alene, men altid være i Guds nærhed.

Gud er det virkeligste af alt, selve Virkeligheden. Ikke en filosofisk virkelighed, men én, der kan erfares.

Jesus siger: "Min fred giver jeg jer". Fred kan erfares. Har man den ikke, må man spørge: Hvorfor? Hvordan får jeg den?

Jesus siger, at han vil åbenbare sig for dem, der elsker ham. En åbenbaring kan erfares. Jesus kan erfares som den, der leder mig, tager ansvar for mig, som den, jeg kan have tillid til, som jeg kan give alle mine bekymringer, for han har sagt, at han vil bære dem.

Bøn er at leve i denne erfaring.

Det kan være en stor glæde at læse om andres erfaringer i bøn. Jeg føler mig forstået. Og når det følte nærvær forsvinder, for det gør det i perioder, så hjælper læsning og kontakt med mennesker med tilsvarende erfaringer mig igennem disse kriser.

Derfor vover jeg nu at begynde denne bønsskole. Måske vil nogen følge den - eller bare kigge ind engang imellem - og få hjælp til sin egen bøn.

Denne elektroniske bønsskole vil ikke erstatte bøger og retræter, men vise hen til alt dette - samtidig med, at den måske for nogle kan være en daglig hjælp.

Bøn er deltagelse i Treenighedens liv. Derfor vil Treenighedsikonen være på forsiden af denne bønsskole, for vi vil ofte vende tilbage til den.

Treenighedsikonen.

Når man betragter Treenighedsikonen kunne man tro, at dens skaber, Andrej Rubljov, levede et harmonisk liv, fjernt fra verdens larm, måske i et stille kloster. Tværtimod! Rusland i 13-1400-tallet var præget af tartarernes hærgen, der alle vegne efterlod rygende ruiner; af epidemier og hungersnød. I sin film om Rublov - "Den yderste dom" - skildrer den russiske filmkunstner, Andrej Tarkovsky, ikonmalerens urolige samtid. (Denne film er af og til på plakaten i biografen "Vester-Vov-Vov" - en stor filmoplevelse).

Men midt i al rædslen levede der en helgen, Sankt Sergei, (1313-1392), som med sit enkle liv formåede at indgive sit angstprægede folk troen på, at "i kontemplationen af Den hellige Treenighed kan man overvinde det had, som sønderriver verden". Han efterlod sig intet skriftligt, men han byggede et kloster - i Zagorsk uden for Moskva - og naturligvis fik det navnet: "Den hellige Treenigheds bolig". Hele hans stræben gik ud på i Treenighedens billede at skabe enhed - i selve klosterfælleskabet og i politiske og sociale forhold. I Rusland mindes man ham som levende-gørelsen af Treenighedens liv, lys og enhed. Altså som en kristen, der helt opfyldte sit kald.

Sytten år efter Sergeis død blev Rubljov betroet at male en ikon til klostrets kirke, Den hellige Treenigheds Kirke, og sammen med sin elev Daniel at skabe dekorationer til klostret. Munkene bemærkede, at på søn- og festdage sad de to foran ikonerne og "opløftede deres ånd og tanke til det guddommelige og immaterielle Lys". Da ikonen var færdig, kunne munkene konstatere, at den i farver og lys udtrykte hele Sankt Sergeis budskab. "Det er hans levende bøn, som vi ser foran os. Hans bøn, der strømmer ud fra Kristi ypperstepræstelige bøn, og som er det usynlige plan for ikonen. "At de alle må være ét .... for at den kærlighed, du har elsket mig med, må være i dem og jeg i dem" (Joh. 17)."

Efterhånden blev ikonens farver tilslørede af sod fra de mange levende lys. Desuden skjulte man den delvist med metalornamenter. Den blev glemt!

I 1904 fik en restaureringsgruppe som opgave at rense gamle ikoner. Man fjernede metaludsmykningen om Treeenighedsikonen og alt gammel snavs - og fik da samme oplevelse som de første, der så ikonen: "Det var som himmelen åbnedes og Guds herlighed strålede frem."

Som forbillede for sin ikon havde Rubljov en gammel ikontype, kaldet "Abrahams gæstfrihed", og dette grundtema er bevaret. I liturgien til Treenighedsikonens festdag hedder det da også: "Lykkelige Abraham, du har set Dem; du har modtaget Guddommen, En og Tre."

Men Rubljov har fjernet Abraham og Sara og ført ikonmotivet frem til det, man kan kalde "den guddommelige rådslutning".

Rubljov har givet de tre personer en overjordisk, symbolsk karakter ved at male deres legemer i længde fjorten gange hovedets, med normalt syv gange. Hver person har et scepter, som peger på netop denne persons særlige mysterium: Sønnens - i midten - peger på træet, Mamres egetræ, som her er livets træ, korsets træ. Faderens, til venstre, peger på templet, kirken, Hans Søns Legeme. Helligånden er tilbagetrukket. Bag Ham aner man bjerge - Tabor? Og ud fra Ham udgår en susen, der bringer liv og bevægelse.

Alle Tre bærer den blå himmelske farve, symbolet på guddommeligt liv. Faderens klædning er ligesom transparent - "Han, som bor i et uigennemtrængeligt lys". Sønnens har ligeligt fordelt den himmelske blå og den rødbrune jordiske farve. Han er sand Gud og sandt menneske. Helligåndens klædning er overvejende grøn, håbets farve. Han er Kærligheden, som håber alt.

Personen til venstre - Faderen - sidder med ret ryg. Han er Den, som de to andre udgår fra - fra al evighed af. De andre to bøjer deres hoveder mod Ham. Og dog udtrykker Faderens holdning en henvendthed mod Sønnen: "Du er min Søn, den elskede...."(Luk. 3,22). Faderen peger diskret mod kalken, og Sønnen bøjer lydigt bekræftende sit hovede og rækker ud mod den. Hans to adskilte fingre symboliserer hans to naturer: Den guddommelige og den menneskelige. Han alene når ud i verden, som er symboliseret med huse og træer. De Tre's rådslutning virkeliggøres i verden og udtrykker målet for denne verdens fuldendelse.

Ikonen er bygget op omkring geometriske former, som hver har sin betydning: Cirkel, rektangel, kors, trekant. De strukturerer ikonen og er værd at lægge mærke til. Med centrum mellem midterfigurens - Sønnens - to fingre kan man tegne en cirkel, som omslutter figurerne. Cirklen symboliserer det guddommeliges fuldkommenhed, Den ene Gud. Med centrum i Sønnens hånd leder cirklen også tanken hen på Matt. 28,18: "Mig er givet al magt i himmel og på jord".

Efter tidens opfattelse var jorden ottekantet, og rektanglen var jordens symbol, sådan som vi svagt ser den i den lille firkant på bordets forside. Bordets overflade er også rektangulær og symboliserer både jorden med de fire verdenshjørner, men også - ud fra kirkefædrenes symbolik - de fire evangelier i hele deres fylde, som man hverken kan lægge noget til eller trække noget fra, og som skal forkyndes ud over hele jorden. Bordets overflade symboliserer altså Bibelen, der ligesom frembærer kalken, ordets frugt.

Hvis man forlænger linjen fra livets træ - bag den midterste figur - går den ned gennem kalken og slår rod i "jorden", symboliseret af firkanten. Livets træ, Sønnens glorie, kalken, jorden er på samme linje. En detalje: For at rette op på den ubalance, som midterpersonens hovedbøjning til venstre for midterlinjen giver, er kalken placeret lidt til højre for denne. Man kan skære denne lodrette linje ved at forbinde de to andre personers glorier, og man har et kors. Korset er indskrevet i det guddommelige livs cirkel. "Kristi selvhengivende kærlighed på korset er udtryk i tid og rum for de Tre guddommelige Personers selvhengivende kærlighed i al evighed" (Hans Urs v. Balthasar: La croix et la gloire).

Dette udtrykkes også ved, at de to yderste personer med deres legemer danner en kalk, og den midterste figur - Sønnen - er i kalken. "Således elskede Gud verden, at Han gav sin enbårne Søn ....." (Joh. 3,16). Det omvendte perspektiv giver en dobbelt virkning: Det er som alt fører ud i det fjerne - i evigheden - men også, at personerne kommer os i møde. Ikonen forkynder dermed både Guds transcendens - Gud som den helt anderledes - og Guds immanens, "Gud med os". Dette sidste forstærkes af den tomme plads ved Treenighedens bord: Menneskets plads. Ikonen drager os til at indtage vor plads ved De Tre personers kærlighedsmåltid. Hvert menneske er indbudt til at deltage i De Tre's liv. Apostlen Peter udtrykker denne vor bestemmelse sådan: "Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare 1øfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur". (2 Pet. 3-4).

Treenighedsikonen kan anbefales som meditationsbillede. Man vil da opleve, at fra at have været betragtende subjekt bliver man lidt efter lidt objekt: Der sker noget med mig, når jeg stille ser på ikonen.

 

Artikler om bøn

    

Den indre bøn - svar på Guds kærlighed

 

Naturen som læremester i bøn

 

Skuffelse i bøn - og hvad så?

 

Bønner

 

Indføring i en kontemplativ meditation

 

Bønnens rensende og helbredende kraft

 

Praktiske anvisninger

 

Ikonen i det ortodokse fromhedsliv

 

Udbrændt i bønnen

 

Centrerende bøn I

 

Centrerende bøn II

 

Advent

 

Det gode forsæt - at leve i Guds nærvær

 

Forbøn

 

Helbredelse ved bøn

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk