Levende Vand

www.levendevand.dk

Printvenlig side

Ofte dukker spørgsmålet om forbøn op i personlig kontakt. Hvordan skal man bede for andre? Skal man fortælle dem at man beder for dem? Hjælper det overhovedet noget at bede for andre? Forældre kan fortælle at de i årevis har bedt for deres børn, men intet synes at ske, tværtimod synes livet at gå sin skæve gang for dem - og da slet ikke sådan som forældrene havde ønsket.

Bibelen har mange eksempler på forbøn. Abraham som bad for Sodoma. Jesus der siger til Peter, at han vil bede for ham at hans tro ikke skal svigte. Paulus som gang på gang i sine breve fortæller om sin stadige forbøn for menighederne. I Jakobsbrevet 5. kapitel står der meget om forbøn.

For en del år siden læste jeg en beretning som helt ændrede min måde at bede for andre på. Den handlede om munken Siluan, en munk på Athosbjerget. I mange år var han økonom i sit kloster og havde derfor ansvar for de arbejdere, som i perioder boede i nærheden af og arbejdede for klostret. En dag spurgte en af hans medbrødre ham hvorfor hans arbejdere udførte deres arbejde så godt, uden alle de problemer som de andre munke havde med deres folk. Siluan svarede: "Åh, det ved jeg ikke. Jeg kan kun fortælle om, hvordan jeg bærer mig ad. Jeg kommer aldrig til dem om morgenen uden at have bedt for disse unge mænd, og jeg kommer med hjertet fuldt af medfølelse og kærlighed til dem, og når jeg kommer ind i værkstedet, er min sjæl i tårer af kærlighed til dem. Så fordeler jeg opgaverne mellem dem, og så længe de arbejder, beder jeg for dem. Jeg går til min celle og begynder at bede for hver og en af dem. Jeg stiller mig foran Gud og siger: "Herre, tænkt på Nicolas! Han er så ung, kun tyve år, han har forladt sin kone i byen, hun er endnu yngre end ham, og de har et lille barn. Kan du forestille dig hvor stor elendigheden må være, når han har måttet forlade dem, fordi de ikke kunne leve af hans arbejde? Beskyt dem mens han er borte. Vær du deres værn mod alt ondt. Giv ham at kæmpe sig gennem dette år, så han kan vende tilbage og opleve gensynets glæde - med tilstrækkelig mange penge, men også med tilstrækkeligt mod til at klare vanskelighederne."

Og han fortsætter: "I begyndelsen bad jeg med medfølelsens tårer for Nicolas og hans unge kone og det lille barn. Men medens jeg bad, begyndte oplevelsen af Guds nærvær at vokse i mig, og på et tidspunkt blev det så stærkt, at jeg tabte Nicolas og hans familie af syne, fordi hele min opmærksomhed var rettet mod Gud. Jeg blev helt absorberet af det guddommelige nærvær, dybere og dybere, indtil jeg pludselig i hjertet af dette nærvær mødte Guds kærlighed til Nicolas, hans hustru med barnet i favnen, og nu var det med Guds egen kærlighed, jeg genoptog bønnen, men igen blev jeg draget ind i dybet, og i dette dyb fandt jeg igen Guds kærlighed.

Og sådan går det til, at jeg anvender dagene til at bede for dem. Og når dagen er til ende, snakker jeg lidt med dem, og så beder vi sammen. De går hver til sit og jeg går tilbage for at bede tidebønnen."

Naturligvis er det ganske få der kan anvende så megen tid til forbøn. Men selve kærnen i Siluans forbøn kan vi alle tilegne os. I stedet for at remse op alt det, vi synes Gud skal gøre for dem, vi beder for, kan vi ganske kort nævne deres problemer, som da Maria og Martha sendte bud til Jesus: "Herre, den du elsker, er syg". Så kan vi i en enkel akt løfte dem op til Gud.

Engang var der en kvinde som nærmest lidt hysterisk sagde til mig: "Du må altså ikke bede om "det og det" for mig, for det vil jeg altså ikke". Som vi i almindelig omgang med hinanden må respektere hinandens grænser og ønsker, så må vi det også i forbønnen. Det ville være forkert i forbøn ligesom at ville påtvinge den anden noget som er imod dennes ønske.

Men alle ønsker kærlighed. Alle trives bedre når de erfarer kærlighed. At samle sig selv i Guds kærlighed, og tænke, føle, løfte den anden ind i denne kærlighed er et værn om den andens frihed.

Om aftenen ser jeg på de fotos af mine børn og børnebørn, som står på min hylde, og hver enkelt bliver i en enkel akt løftet ind i Guds kærlige nærvær, uden at jeg beder om noget særligt for dem. Og på samme måde med en del andre mennesker.

Jeg må tilstå at jeg også beder på den måde for alle de ukendte som besøger vores hjemmeside. Den hedder "Levende Vand", men Levende Vand er erfaring af Guds kærlighed. Siluan var en ægte Levende Vander. Denne sides eneste eksistensberettigelse er at hjælpe mennesker til at erfare Guds kærlighed.

Kommer der noget resultat ud af en sådan forbøn? Ja, først et "resultat" i mig selv. Jeg bliver selv mere rodfæstet i Guds kærlige nærvær. Jeg kan i det give slip på mine bekymringer for andre. Jeg oplever et dybt fællesskab med en masse mennesker, kendte som ukendte, for vi er sammen på en langt dybere måde end almindeligt "komme-hinanden-ved-fælleskab". Min tro siger mig, at man ikke kan løfte et andet menneske ind i Guds kærlighed, uden at der sker noget. På en eller anden måde bliver det menneske berørt af Gud. Og en dag vil det blive "synligt", om ikke før, så i himmelen.

Grethe Livbjerg