Har vi ikke alle prøvet det: Man begynder noget nyt, og nu skal det altså være ... Det nye fine hæfte man fik som barn: Nu skulle der skrives fint, nu måtte det nye hæfte ikke få æselører ... og så gik det som med alle de andre hæfter: Det blev krøllet, skriften blev ikke så fin som den skulle have været.

Man er på retræte. Man overvejer sit liv. Man slutter med et forsæt: Nu skal jeg stå tidligt op hver dag og have tid til bøn, nu skal jeg læse i Bibelen hver dag, nu ... Der går nogen tid med begejstring, men så ebber det hele ud, livet bliver gråt, skuffelsen indtræder: Jeg kunne jo ikke holde mit forstæt.

Nytårsaften. Et helt nyt år ligger forud. Det skal bare ikke være som de andre. NU må noget nyt begynde. Man tager en beslutning om at lægge cigaretterne - eller om at tabe så og så mange kilo... eller om nu virkelig at leve i bøn. Måske lykkes det, men så ofte løber en beslutning ud i sandet, og er det så ikke bedst at lade nytåret passere uden at beslutte noget som helst?

Hvad gik galt med de brudte beslutninger? Måske var tiden ikke moden til at holde op med at ryge. Måske var den personlige situation slet ikke til at lægge kost om. Måske var fiaskoen indbygget i selve beslutningen: Man havde været urealistisk i sin beslutning og gabt over mere end man kunne virkeliggøre.

Men jeg vil vove at påstå at der er én beslutning som kan overholdes, endda en beslutning som kan revolutionere livet.

Beslut dig for at leve med Gud som den virkeligste af alle virkeligheder. Beslut dig for at leve hele det nye år i hans nærvær.

Det er det vi er skabt til, så den beslutning er i overensstemmelse med vort ægte jeg og kan overholdes.

Og dog: For de fleste mennesker er Gud totalt fraværende i deres daglige liv. Vi lever i et samfund med gudsfravær, hvor så lidt minder os om at Gud er der. Men med lidt metafysisk tænkning kan vi indse at Gud er nærværende i hvert øjeblik af vort liv, for hvis han ikke var det, ville vi heller ikke være til. Skabelsen var jo ikke bare noget engang, men foregår hvert øjeblik: Hvis Gud holdt op med at skabe, faldt alt sammen i intet.

Alligevel er det som overbevisningen om Guds fravær præger vort liv og efterhånden som vi vokser, vokser den med os, med mindre vi på en særlig måde bliver berørt af Gud, eller vi møder mennesker for hvem Gud er nærvær. Man kan høre prædikener om Gud, hvor Gud selv er fraværende. Heller ikke præsten synes at kende Gud som den nærværende. Det er menneskehedens illusion at Gud er fravær, og den illusion kan også præge dem der kalder sig kristne.

Starten på vor spirituelle rejse, hele den udvikling som den fører os ind i og selve målet, er overbevisningen om at Gud er nærvær - altid og overalt. Efterhånden som vi når frem på vores åndelige pilgrimsrejse vil vi mere og mere erfare Guds nærvær. Den åndelige rejse er kendetegnet ved at vores åndelige evner udvides - kirkefædrene, kirkens første teologer, talte om at vi har åndelige sanser, som kan udvikles, sanser som Gud har udstyret os med for at vi kan erfare hans nærvær. Oftest erfarer vi ikke dette nærvær som usædvanlige oplevelser, men som en alt gennemtrængende virkelighed.

Teresa af Avila sagde: "Alle vanskeligheder i bøn kan føres tilbage til én årsag: Vi beder som om Gud var fraværende."

Men vi kan beslutte at leve i Guds nærvær, at leve i selve virkeligheden.

I begyndelsen kræver det indøvelse. I nogle klostre har man haft den skik, at klokkeren mange gange i dagens løb skulle give nogle klimt med klokken for at minde munke eller nonner om Guds nærvær. En lærer fortalte at hun på sit bord havde en blank hvid seddel liggende, som skulle minde hende om Guds nærvær. Brug din fantasi og find hjælpemidler, som kan minde dig om: Gud er her.

En beslutning om at leve i Guds nærvær kan holdes, for den er ikke afhængig af, om du glemmer, om du plumper i. Naturligvis gør du det. Det gør vi alle. Men når du opdager at der er gået timer, måske dage, hvor du ikke har levet i Guds nærvær, skal du ikke ærgre dig: Igen en beslutning som blev brudt, jeg kan lige så godt opgive ... Nej du begynder bare stille og roligt igen: Nu er Gud nærværende.

At være på vej til at blive en helgen - dvs. at nå målet for vort liv - er ikke at være fuldkommen, men at begynde igen og igen. Hver dag er en ny begyndelse, som hver øjeblik kan være det. Nu begynder jeg igen, nu er jeg i Guds nærvær.

At beslutte at leve i Guds nærvær, er ikke en start på et liv hvor Gud er konstant nærværende for mig, men start på et liv hvor jeg begynder igen og igen.

Gud er der jo altid, det er mig som er fraværende. Derfor skal jeg vende om og blive nærværende. Jeg har været helt væk i bekymringer og ærgrelser: Opdager mit fravær og begynder nu at leve i Guds nærvær. Måske får bekymringerne igen overtaget, men jeg begynder bare igen. Jeg bliver aldrig træt af at begynde.

Lidt efter lidt bliver mine perioder af fravær kortere. Jeg får smag for hvor godt det er et vende tilbage til Guds nærvær. Jeg får en hjemmefølelse hos Gud.

Fællesskab kan være en hjælp til at leve i Guds nærvær. De daglige omgivelser trækker måske en helt anden vej. Så er det godt at mødes med mennesker som også lever i Guds nærvær. Måske meditere sammen med dem, tale sammen.

Men i dag hvor internettet også kan give en vis form for fællesskab, kunne det jo være at denne opfordring fængede hos nogle, så vi er flere som beslutter: I 2001 vil jeg leve i Guds nærvær. Vi kan bede for hinanden, at vi aldrig bliver trætte af at begynde igen og igen. Vi kan støtte hinanden i at gøre Guds nærvær følbart i os og blandt os og omkring os.

Grethe Livbjerg