I del 1 introducerede vi den centrerende bøn. Den virker så enkel og er det også, men den har en dyb effekt, så den må have flere ord med på vejen. De som ikke har læst indledningen, kan klikke her.

Man kan ikke ofte nok betone, at der er tale om bøn, det vil sige et levende forhold til Gud. Jeg har af og til mødt mennesker som har mediteret TM, og som af en eller anden grund var blevet træt af deres mantra, måske fordi det kørte rundt i hovedet hele tiden som man kan opleve det med en banal melodi, der bliver ved med at køre i samme rille inden i hovedet på én. Måske følte de også, at de ville tilbage til deres egen rod, kristendommen. De havde så erstattet det hinduistiske mantra med et kristent ord. I begyndelsen oplevede de en forandring, men efter en tid kunne de sige: Jo, jeg gentager et kristent ord, men virkningen er den samme. Hvorfor?

Fordi det ikke var blevet til bøn. I en centrerende bøn retter vi vort hellige ord mod Gud. Dette ord inkarnerer vor længsel efter Gud, vort ønske om at elske Ham.

Derved er denne praksis hævet over enhver teknik. At gentage et ord bare som middel til at komme til ro, kan give denne ro, men det kan også uønsket åbne op for det underbevidste. Det kan blive en proces hvor vi selv er det absolutte centrum.

I den Centrerende bøn ønsker vi at sætte Gud i centrum, og er vi udholdende, vil vi erfare at han mere og mere bliver vort livs absolutte centrum.

At begynde en fast bøns-meditationspraksis kræver et valg, en beslutning. Det er vigtigt med en sådan fast beslutning. Den kan holde én fast når man af og til har lyst til at springe over sin bøn.

Men den er også ledende i alle de små beslutninger, som denne bøn medfører.

Inderst inde ved vi at Gud vil give os en fuldkommen lykke - en lykke og kærlighed som er helt udover hvad vi kan drømme om.

Men vores underbevidsthed kan være programmeret til at søge lykken et andet sted. F.eks. Vi har ikke som små børn fået den bekræftelse og sikkerhed vi havde behov for. Vores underbevidsthed er dermed blevet programmeret til tro at lykken ligger i sikkerhed hos andre mennesker, og vi søger den dér. Som børn følger vi dette program på en barnlig og konkret måde, som voksne på en sofistikeret og skjult, men måske lige stærkt. Nu drejer det sig om at være noget. Lykken må være at være kendt, at blive anerkendt.

Måske har vi som børn fået erstatninger for ægte kærlighed i en eller anden form for nydelse, og vores underbevidsthed er programmeret til at søge lykken i nydelse. Måske har vi fået en masse legetøj i erstatning for nærvær, og vores underbevidsthed får os til at søge lykken i materielle ting.

Vore valg må både som engangsforeteelse og som daglige valg gå på, at vi bevidst følger vor inderste længsel efter den lykke som kun Gud kan give os - og som er den eneste der kan tilfredsstille vor længsel - og siger nej til at følge underbevidsthedens programmering.

Det kan vi gøre ved konsekvent at holde indre bøn - centrerende bøn. I den realiserer vi vor inderste tro på at Gud elsker os og at han vil give os den største - og eneste - lykke. Mere og mere identificerer vi os med denne vor inderste og ægte tro. Vi vil da opleve at meget af underbevidsthedens programmering forsvinder af sig selv. Men der vil også stadig være gamle mønstre som udfordrer os til bevidste valg.

Vi kalder denne bønsform for centrerende bøn. Både fordi vi i den søger vort centrum og Gud som bor dér, men også fordi denne bøn lidt efter lidt centrerer os om vor egentlige lykke. Vi kommer bort fra et overfladisk liv til et liv ud fra vort centrum.