I 60-erne og 70-erne strømmede unge til Østen for at finde åndelig visdom. Nogle meget seriøst - andre mere som flippere på jagt efter eventyr.

Dette vakte en selvransagelse blandt mange i kirken: Hvorfor kan vi ikke tilfredsstille deres åndelige behov? F.eks. undrede nogle munke i USA sig over, at mennesker, især unge, flokkedes omkring de mange guruer som kom fra Østen, men så få kom til deres klostre.

Dette førte dem ind i en selvransagelse: Var der noget i deres egne tradition, som de havde glemt eller tabt? Sådan førte dette religionsmøde til en genopdagelse af vores egen tradition, og ikke bare en genopdagelse, for naturligvis var den hele tiden blevet levet, men en virkelig renæssance, en genfødelse af den.

Lige fra Oldkirken har man kendt til en gentagende bøn. Augustin skriver om brødrene ude i ørkenen, at de bad korte bønner, som "de ligesom affyrede mod Gud". Derfra stammer det katolske udtryk "skudbøn", en kort bøn som man beder i dagens løb.

Måske Martin Luther tænkte på denne skudbøn, da han anbefalede at bede kort, ofte og fyndigt.

I Østkirken udviklede denne gentagende bøn sig til Jesusbønnen: "Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder." En bønsform som også er blevet kendt og elsket i Vesten, især på grund af den lille bog: En russisk pilgrims beretninger (Borgen 1967). Her i Vesten er den ofte forkortet til bare Jesu navn. Vil du læse mere om Jesusbønnen som den bedes her i Vesten, så klik her.

I Vesten fik den gentagende bøn en ganske kort form, især ud fra en ukendt middelaldermunks bog: Uvidenhedens sky.

Det er denne form for gentagende bøn der nu præsenteres som Centrerende Bøn. Indføringen i den har fået et nutidigt sprog, og i den nødvendige vejledning er også vor tids psykologiske indsigt integreret.

Bønnen bygger på den sandhed, at Gud bor i os - og det som desværre også er sandt: At vi lever borte fra vores centrum, fra vores ægte jeg. Den sigter på at føre den bedende til dybere lag i sig selv - til centrum - og til dér at være i Guds nærvær.

Centrerende Bøn kan præsenteres ganske kort:

• Vælg et helligt ord som symboliserer din hensigt: At være i Guds nærvær og at lade Ham handle i dig. For de fleste vil det være naturligt at vælge Jesu navn - som i Jesusbønnen.
• Sæt dig afspændt og med lukkede øjne. Begynd lige så stille at sige dit hellige ord i det ønske at være i Guds nærvær og at han vil virke i dig.
• Når tanker dukker op, kæmp ikke imod dem, men vend lige så stille tilbage til dit hellige ord.
• Ved afslutningen af bønnen, bliv en kort tid i stilhed.

På tegningen her kan du se dynamikken i denne bøn. I det daglige lever vi ofte på overfladen, ja måske helt ubevidste om vort eget dyb. I den centrerende bøn dykker vi ned i vort åndelige dyb i længsel efter at være hos Gud, som bor i vort centrum. Vi indstiller os helt på at Han selv skal virke i os og føre os til kærlighedsforeningen med Ham: Vort livs mål.

Hvor ofte og hvor længe skal man bede en sådan bøn? Vi behøver en vis tid for at komme til ro. Derfor siger al erfaring: Mindst 20 minutter - men 15 er naturligvis bedre end ti osv. Og to gange dagligt, hvis den indre stilhed du kommer til, skal have indflydelse på dit aktive liv. I øvrigt vil du erfare, hvis du begynder på en regelmæssig centrerende bøn, at du i dagens løb kan udnytte pauser til bøn. Du sidder i bussen på vej hjem fra arbejde. Du lukker øjnene - dine medpassagerer tror du tager dig en lille lur - du begynder at gentage dit hellige ord. Du kommer dybere i dig selv. Du erfarer måske Guds nærvær. Og du går ud af bussen forfrisket og parat til at møde familien og nyde din fritid.

Hvilken forskel er der på Centrerende Bøn og en mantrameditation?

Forskellen er stor. I den centrerede bøn - ja den er altså bøn! - retter du hele din opmærksomhed mod Guds nærvær i dig og ønsker at være hos Ham. Du instiller dig på, at Han arbejder i dig.

Hele intentionen gør forskellen!

Derfor er der heller ingen som siger, at du bare uafbrudt skal gentage dit hellige ord. Hvis - når - du kommer ind i en dyb stilhed, falder det væk af sig selv. Men når du igen er adspredt, vender du tilbage til dit hellige ord.

Sommetider vil du opleve at bønstiden er forbi, inden du aner det. Det betyder at du har været "dybt nede", så dybt at din tankestrøm var standset.

Sommetider vil du kede dig, finde at du spilder din tid, have den største lyst til at rejse dig og foretage dig noget nyttigt - eller noget mere spændende.

Da gælder det: Hold ud -Hold ud - Hold ud. Giv aldrig efter for disse tanker og følelser. Du aner ikke hvad du går glip af hvis du holder op!

Du kan ikke bedømme værdien af denne bøn i selve bønnen. Den kan være præget af "up and down", generelt, men også inden for den enkelte bønstid. Du kan føle dig frygtelig adspredt, kede dig - og så pludselig er du i Guds nærvær. Og bare nogle sekunder dér er mange timers kedsomhed værd. Tænk hvis du havde givet efter for din lyst til at rejse dig!

Men du kan efter en tid - et halvt eller helt år - bedømme din bøn ud fra hvad der sker i dig i øvrigt. Du vil lidt efter lidt blive mere afspændt. Du vil opdage at du får en velgørende distance til hvad der sker omkring dig. Det betyder slet ikke at du "står af" eller forbliver uberørt, men du får den distance hvorfra du kan bedømme. Kort sagt: du kan bedre bevare din indre fred.

Måske vil du også erfare, at midt i det daglige oplever du Guds nærvær. Hvordan skal man beskrive den oplevelse? Som en dyb fred. Som den glæde du oplever i et elsket menneskes nærhed. Du ser ikke, hører ikke, og så alligevel er du helt sikker på at Gud er dér og at han elsker dig.

Johannes af Korset skrev: "Gud har i al evighed talt ét ord (Jesus - Ordet som blev kød) og han talte det i stilhed, og det er i stilhed at vi hører det."

Dette må betyde at stilhed er Guds første sprog, og at alle vore sprog er dårlige oversættelser. Vor daglige praksis af centrerende bøn er en måde hvorpå vi indstiller os på Guds bølgelængde - eller en måde hvorpå vi forfiner vort modtageapparat, så vi kan opfatte Guds helt enkle måde at meddele sig selv på.

Al bøn er i grunden Helligåndens bøn i os. I Centrerende Bøn overgiver vi os i tillid til Hans bøn i os. Vi giver helt plads til den. Vores indsats er at gøre os åbne, at stille os til rådighed. Og hele den intention lægger vi i gentagelsen af vores hellige ord.

Derfor er det godt at indlede vores centrerende bøn med en bøn til Helligånden.

Vi kan bede Augustins bøn:

Kom ind hvor jeg er åben.
Åbn mig hvor jeg endnu er lukket.

Link: www.centeringprayer.com