Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Det paradoksale ved bønnen

fra Henri J. M. Nouwen: Reaching out, the three movements of the spiritual life.

Det paradoksale ved bønnen er, at vi både må gøre en indsats for at lære at bede, men at vi kun kan modtage bønnen som gave. Det er netop dette paradoks, som forklarer, hvorfor bønnen er genstand for så mange tilsyneladende modsatte påstande.

Alle store helgener og alle de åndelige vejledere, som er deres løn værd, fortæller Os, at vi må lære at bede, fordi bøn både er vor første skyldighed over for Gud og vort højeste kald. Biblioteker er fyldt med bøger, som behandler spørgsmål om, hvordan man beder. Mange mystikere har forsøgt at udtrykke de rige oplevelser, de selv har fået del i, ud fra ønsket om at lokke deres læsere til at følge dem på vejen. De minder os ustandseligt om Pauli ord: "Bed altid" (1.Tess. 5,17) og giver os udførlige anvisninger på, hvordan vi kan udvikle et intimt forhold til Gud. Uden tvivl anser alle disse forfattere en alvorlig disciplin som væsentlig for at nå frem til dette inderlige forhold til Gud. Man skal ikke tale til dem om et bønsliv uden stadige og intensive anstrengelser.

Men samme helgener og åndelige vejledere, som taler om disciplin i bønnen, minder os også ustandseligt om, at bøn er Guds gave. De siger, at vi ikke kan bede på den rigtige måde, uden at det er Guds Ånd, som beder i os. Paulus udtrykker det klart og tydeligt: "Ingen kan sige: "Jesus er Herre!" uden ved Helligånden." (l.Kor. 12,3). Vi kan ikke ved vore anstrengelser tvinge Gud med i et venskabsforhold. Gud kommer til Os på eget initiativ, og ingen disciplin, anstrengelse eller asketisk øvelse kan fremtvinge hans nærvær. Alle mystikere understreger med imponerende enighed, at bøn er "nåde", dvs. en fri gave fra Gud, som vi kun kan besvare med taknemmelighed. Men de tilføjer hurtigt, at denne dyrebare gave faktisk ligger inden for vores rækkevidde! I Jesus Kristus er Gud meget intimt trådt ind i vort liv, så vi kan træde ind i hans liv gennem Ånden. Dette er betydningen af de mægtige ord, som Jesus talte til apostlene natten før sin død:

"Men jeg siger jer sandheden: de er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis ikke jeg går bort, kommer Talsmanden (Ånden) ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer." (Joh.l6,7). I Jesus blev Gud en af os, for gennem Jesus at lede os ind i det guddommelige livs intimitet. Jesus kom til os for at blive som os og forlod os for at give os mulighed for at blive som ham. Ved at give os sin Ånd, sin egen udånding, blev han os nærmere end vi er os selv. Det er i dette Guds åndedræt, at vi kan kalde Gud "Abba Fader", og at vi kan få del i det guddommelige forhold, som findes mellem Faderen og Sønnen. At bede i Jesu Kristi Ånd indebærer derfor deltagelse i Guds eget intime liv.

Thomas Merton skriver:

Den kristnes forening med Kristus... er en mysteriefyldt forening, i hvilken Kristus selv i mig bliver livskilde og livsprincip. Kristus selv "ånder" guddommeligt i mig gennem at give mig sin Ånd" (New Seeds of Contemplation).

Der findes måske ikke noget billede, som bedre udrykker bønnens intimitet end netop billedet af Guds åndedræt. Vi er som astmatikere, der er befriede fra angst. Ånden har taget vor "trangbrystethed" bort (det latinske ord for angst=angustina="tranghed") og gjort alt nyt. Vi kan tage imod et nyt åndedræt, en ny frihed, et nyt liv. Dette nye liv er Guds eget guddommelige liv. Bøn er derfor Guds åndedræt i os, i hvilket vi får del i Guds indre intime liv og bliver født på ny.

Det paradoksale ved bønnen er altså, at den kræver alvorlige anstrengelser men kun kan tages imod som gave. Vi kan ikke planlægge, organisere eller manipulere med Guds nærvær, men uden en vågen disciplin kan vi heller ikke tage imod ham.

Bøn betragtes ofte som en svaghed, som en støtte, vi griber til, når vi ikke længere kan hjælpe os selv. Men dette stemmer kun, når vore bønners gud er skabt i vort eget billede og tilpasset vore egne behov og anliggender. Når bønnen derimod fører os til den sande Gud, ikke på vore betingelser, men på Hans, da fører bønnen os bort fra vor selvoptagethed. Den opmuntrer os til at forlade de velkendte pladser og udfordrer os til at træde ind i en ny verden, som ikke rummes inden for vore egne tankers og vort eget hjertes snævre grænser. Bøn er med andre ord et stort eventyr, fordi den Gud, som vi får et nyt forhold til, er uendelig meget større end os. Han stiller spørgsmålstegn ved alle vore beregninger og forudsigelser. Udviklingen fra illusion til bøn er svær, fordi den fører os fra falsk sikkerhed ind i ægte usikkerhed, fra letkøbt støtte til risikofyldt kapitulation og fra mange "trygge" afguder til den Gud, hvis kærlighed er grænseløs.

Oversigt

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk