Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Den brændende tornebusk


Meditation over Rubljovs Treenighedsikon

Åbn dit hjertes øjne,
og lad dig blot blændes... og fyldes af undren.

Hvis du lader dig betage af dette festmåltid for øjnene, vil dine øjne lidt efter lidt åbne sig for det lys, der kommer fra ikonen. Dets mysterium vil langsomt åbenbare sig for dig.

Betragtningen af denne ikon vil dybt i dig skabe en ny måde at se på. En betragtning, der hver dag vil være ny, en skuen, der aldrig vil blive træt af at undres. Du kan forvente dig det samme som en landflygtig forventer sig af en rejsende, der lige er kommet fra hans barndomsland. Vi vil nu tage på pilgrimsrejse til de kilder, der udspringer i dit væsens dybder.

Denne ikon blev ikke bare skabt af den store russiske ikonmaler Andrej Rubljovs kunstneriske evner: den sprang ud som en blomst af hans tilbedende kontemplation. Den er den rige frugt af bønner, tårer og vågen hos de generationer af troende, der gik forud for ham i Rusland; alle dem, der levede i overensstemmelse med saligprisningerne og hvis navne kun Gud kender.

Ikonen udspringer af deres tien og deres lidelser, som Rubljov bar i sig som et frø. Den er deres levende bøn; de, som nu bor i lys og farver.

De tre besøgende er vist som rejsende i påskedragt, med stav i hånden, sandaler på fødderne og en kappe over skuldrene. De kommer langvejs fra og er beredte til at gå videre. De er bevingede. De kommer andetsteds fra og skal længere væk.

De er, som de fattige, afhængige af andre. De får logi snart her snart der. De er sultne, de banker på. De er i den rejsendes situation, de er klar til igen at drage afsted, altid med mod til at bryde op, de efterlader alt og vandrer mod det ukendte.

Ikonen hedder Philoxenia - den velkomst, der gør den fremmede til en ven.

Sønnen.

"Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje" (Heb.1,1-3).

På denne måde blev Kristus skabelsens hjerte, derfor slår hans hjerte i alle menneskers hjerte.

På denne ikon er han placeret ligesom apsis i en katedral. Og vi, nutidens mennesker, fæstner vort blik på ham som på en lampe, der lyser i mørket, indtil morgenstjernen lyser i vore hjerter.

0 mægtige Kristus, dit ansigt er denne lampe! Kun i enkelte øjeblikke på vor rejse oplever vi, at din evige stråleglans river sløret fra vore øjne og blænder os. Men det er nok!

Hvem er dit ansigt vendt mod? Du er henrevet, fascineret, medens du læner dig mod Ham ... "Vis os Faderen, og det er nok for os" (Joh. 14,8).

"Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen" (Joh. 6,46).

Faderen.

Du er der, o Fader, den mest selvudslettende, klædt i blege farver,
som ikke med det samme fanger blikket. Vi skal først have fået øje
på Sønnen. Faderen sidder rank, i modsætning til de to andre læner
han sig ikke frem. Hans gyldne og rosa klædning fremhæver den udefinerbare autoritet, som hele hans holdning udstråler. "Jeg så en trone stå i himlen, og én sidde på tronen. Og han, som sad på tronen, var at se til ligesom jaspis og sarder, og der var en regnbue rundt om hans tronen, at se til som smaragd. Og foran tronen var der noget ligesom et glashav, så klart som krystal" (Åb. 4, 2-3+6).

Dog sidder Fader ikke helt rank, Han bøjer hovedet en smule, mod hvem om ikke mod den ene om hvem Han har sagt: "Du er min Søn, jeg har født dig i dag! " (Sl. 2,7). Denne blide gestus lader os fatte det evige i dag, hvori Han uophørligt føder Sønnen, hvori Han både fuldkomment udtrykker Sønnen og genfinder sig selv i ham, fordi Sønnen er det levende og perfekte billede på Faderens væsen.

Når vi betragter Faderens hånd, der er vendt mod Sønnen, får vi en ida om Hans ømhed; Han som omfavner det barn, han troede var fortabt, for at holde det ind til sig for evigt.

Helligånden.

Det virker som om du er den mindste blandt dem, eller rettere som om du i så høj grad er ét med de andre, at du modtager alt, du er, fra dem. Vi ser dig sidde med armene ind til siden, medens du ydmygt tager imod alt med glæde. Du ser ud som en fattig, som havde du lyst til at forsvinde. Nogle gange ser det næsten ud som om du, alene af de tre, trækker dig tilbage. Vi kender dig kun gennem dine gaver, dine karismer og hvad du udvirker i os og i verden. Men du udsletter altid dig selv til fordel for de to andre, for alt, du giver, bliver givet for at åbenbare os Sønnens skønhed og Faderens mildhed, kun for at vise os deres ansigter, ikke dit eget .

Måske har du slet intet ansigt, fordi du er kærlighed? Du er kærlighedens vidunderlige selvudslettelse, den glæde og stilhed, der er kærlighedens.

Sønnen er et billede på Faderen og Faderen et billede på Sønnen, kun Helligånden alene er ikke et billede på de andre. Din hånd peger nedad, den viser, hvad din velsignelse er rettet mod - verden. Din hånd synes at dække, beskytte og våge over hele skabningen. Din
hånd er som duens vinger, der svævede over skabelsens begyndelse, og som dalede ned over Sønnen ved hans dåb, hviskende om Faderens ømhed.

Det er dig, der fornyer menneskenes hjerter og gør dem unge igen, og igennem menneskenes hjerter fornyer du al skabningen.

Helligåndens bevægelse er ikke rettet mod de andre; han læner sig ud imod os. Han alene ser ned i den afgrund, der ikke med det samme er til at få øje på. Han er først og fremmest den, der udsendes af Faderen og af Sønnen. Deres kærligheds bevægelse udsender ham til den skabte verden og nyskaber den ved ham og i ham. Han strækker sine arme frem mod alle mennesker. Han vil være den fred, der bringer ro til plagede og knuste hjerter. Han vil være balsam for deres sår, og for dem, der snubler vil han være en venlig hånd, der rejser dem op igen. For de fattige, der altid må tage imod alt af andre, og som kun kan give ved at modtage, vil han være en moders kærlighed.

Han ser uudsigelig mild ud, med Guds mildhed. Bag engelen kan man se Guds Moders ikon, hvor de dog ligner hinanden! De står begge til rådighed, de er begge lige sårbare, imødekommende og venlige. Hun er hans mesterstykke og hans bolig.

Enhed.

De tre er desto mere dt, fordi de er forskellige. Ville der mon være en sådan følelse af harmoni, hvis englene var ens klædte? Ville enheden slå os på samme måde, hvis deres bevægelser og holdning var helt ens? Se igen på deres ansigters friskhed. Hvor ser de dog unge ud! Kan du se, hvem af de tre, der er ældst! Hos dem er der hverken fortid eller fremtid, hverken i dag eller i morgen, men deres evige ungdoms i dag, friskheden i deres evigtvarende nu.

De sidder alle tre ved det samme bord; de drikker af den samme kalk. De nyder det samme måltid. Et måltid - denne helt almindelige, dagligdags familieforeteelse, hvor faderen dag efter dag giver sine børn frugten af sin møje, for at børnene må leve i stadig større fylde og vokse op og blive som modeller af ham. "Ligesom Sønnen lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig" (Joh. 6,57).
De tre er forenede, fordi de har en fælles hemmelighed. Denne hemmelighed er deres indbyrdes kærlighed. Denne kærligheds grunde og veje vil aldrig blive kendte, aldrig fuldstændigt afslørede. Det er en hemmelighed, der ikke kan meddeles, en hemmelighed de tre deler.

Det, som de tre deler og giver hinanden er deres inderste væsen. Denne delen er en meddelen sig, som ingen menneskelig delen kan ligne. De deler alt de har, som er smukt, sandt og lysende.

Når vi betragter de tre ansigter opstår spørgsmålene: Hvem er de, hvad siger de til hinanden? Og et menneske kan i sin stilhed fatte lidt af denne hemmelighed. Det, man først får øje på, er deres hoveder, der læner sig mod hinanden, det ser ud som om de overhovedet ikke kan holde ud at være fra hinanden. Hver af dem er til for de andre, og de kan ikke holde op med at betragte hinanden; de er fascinerede af hinanden.

"Tro mig, at jeg er i Faderen og Faderen er i mig" (Joh 14, 11 ); Hver af dem giver sig helt til de andre, forsvarsløs mod den andens indtrængen. Det er derfor deres ansigter er fulde af en uendelig blidhed, den mildhed, der er uden forsvar over for den anden, og hvad han måtte kræve eller give. Hvordan kan man beskrive det, når de over for mennesker indtager den samme holdning af opnåelighed, sårbarhed og forsvarsløs mildhed? Ord er til ingen nytte overfor så stort et mysterium.

Skabelsen.

I baggrunden kan man ane former, der ligesom ligger skjult i et gyldent lys: et bjerg, et træ og et hus. Hvorfor skal vi have mere end de tre væsener? Den storm, som vender tilbage fra Helligånden gennem Sønnen til Faderen, drager med sin uimodståelige kraft landskabet efter sig. Bjerget og træet er bøjet af den samme vind og deres indre livs hemmelige have åbnes en smule. Den store liturgi som de evigt fejrer sammen, drager alt til sig og ind i dens rytme.

Mangler der noget i denne uendelige fylde?

De ejer en sådan glædens fylde over deres samvær, at der udspringer en blomst i hjertet af denne glæde. Det er behovet for at dele, at tale og at lade gå videre, som er indpræget dybt i årsagen til vor sande glæde.

0 Fader, det ord, du evigt siger, dit Ord, råber du så højt, at der er utallige ekkoer af det i hele skabelsen, som kaster det tilbage til dig.

0 elskede Søn, du, det endegyldige svar, råber du det så højt og så intenst, at det vækker en hoben svar til live?

Og Gud så, at det var smukt og godt...

Englene.

De er vore elskede søskende, de deler glæden i deres tilbedelse med os i tavshed og bøn. Alt hvad de er, udtrykkes i deres øjne. De er opslugt i kontemplationen af Guds ansigt; de holder deres jordiske søskende, som er blevet betroede til deres omsorg, i hænderne. "Skabelsen venter utålmodigt på, at Guds børn vil åbenbare sig."

Har du nogensinde tænkt over, at Gud kan lide at betragte skabningen gennem dine øjne? Din undren får ham til at finde den endnu skønnere. I sidste ende er det kun dig, der er i stand til at sige det ord, alle skabte væsener mumler i deres stilhed: "Abba!"

Hele skabelsen vil skjule sig i dit hjerte, og ddr blive til en symfoni.

Kalken - offeret.

Kalken er ikonens hjerte.

De er samlede rundt om den, deres blikke drages imod den. "I blev 1øskøbt med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde; dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt" (1. Pet 1,19).

I ikonen kan vi fornemme noget af den evige samtale, hvor de tre rådslår og mediterer over, hvordan de kan frelse mennesket, der er skabt i deres billede.

"Søn, du er den lidende tjener. Du vil gå til menneskene og
fortælle dem hvad Faderen ønsker for dem, og for din Fader vil du allerede være, hvad menneskene vil blive ved dit blod. "

Faderen ser allerede sit barn ofret. Hvad han krævede af Abraham som en prøve, gennemlever han nu i dets nøgne sandhed. Her vover teologer ikke at komme med for præcise begreber, men ikonen vover at tegne det. En hånd, Faderens, peger på kalken; en anden hånd strækkes ud for at tage den, Sønnens .

Det enestaende, evige øjeblik, hvor påskebeslutningen blev truf-fet i Treenighedens indre liv, vises her for vore undrende øjne som en umiddelbar virkelighed De tre beslutter sammen Sønnens tilintet-gørelse på grund af kærlighed; den herlighed de tre deler.

Sønnen forstår og bøjer hovedet. En hånd hviler på bordet i accept, Hans læber synes allerede at hviske: "Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?" (Joh. 18,11)

Helligåndens alvorlige og stille holdning viser, at han er parat til at give sin støtte til denne handling. "Nu er Menneskesønnen her-liggjort!" (Joh. 13,31)

Guds hjertes mest uforståelige hemmelighed er nu afsløret i sin nøgne sandhed: Lidelsens hemmelighed, der ligger inderst inde i al kærligheds kerne. Korset findes i Guds kærligheds nærhed. "Faderen er kærlighed, der korsfæster, Sønnen er den korsfæstede kærlighed og Helligånden er kærlighedens kors, kærlighedens uovervindelige kraft" (Filarete af Moskva).

Samme aften Sønnen betroede sin ånd i Faderens hænder, betroede han den med den samme uselviskhed også i vore hænder, hvis vi
åbner dem for at tage imod det vand og bied, der flyder fra hans side.

Helligånden bliver uudsigelig lidelse, hvori de tre er forenede. Faderen giver afkald på Sønnen, og Sønnen gennemlever i et øjeblik af evigheden en guddommelig uendelighed af ensomhed. Helligånden, Faderens og Sønnens gensidige kærlighed giver sig selv som offer og beholder på sin egen måde korset for sig selv; således bliver han korsets uovervindelige styrke.

Bliver du ikke slået af disse ansigter, præget af alvor næsten tristhed, eller noget der ligner? Hvilken kontrast til deres klæders klare, glade farver, der fortæller om overvældende glæde.
Hvordan kan det være, at vi pludselig ser os selv i jer, med vore forpinte hjerter og bekymrede ansigter? Er det fordi jeres glæde ikke længere lyser os i møde, at jeres sorg må kædes sammen med vor? Det er som om hele menneskehedens hjertekvaler også knuser jeres hjerte, og det onde, der skader os, også skader jer.

Hvis selv vort halleluja er dæmpet af tårer, fordi alle vor brødre ikke synger sammen med os, hvordan kan jeres hjerte så undgå at blive knust af det. Også deri er jeres kærlighed blevet en kærlighed, der ignoreres af mange af jeres børn. Gennemtrænger vor nat jeres lys?

En vej ind.

Hvorfor er der et hul, noget, der symboliserer en åbning, i ikonens forgrund? Cirklen er lukket til alle sider; i baggrunden beskyttes englegruppen af deres vinger. Det er kun forneden, der er en åbning, der gentager kalkens form og åbner op mod alteret. Kommer der mon en tredje gæst?

Er jeres glæde ufuldkommen så længe denne plads står tom? Den plads har altid ventet, og de har altid ventet. De venter på dig, som om du var alene i verden. "For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed" (Ef 1,4). "Hør mig, I folk langt borte: Herren har kaldet mig fra moders liv, fra fødselen kaldte han mig ved navn" (Es 49, 1). Hører du ikke en hvisken i dit indre: "Kom til Faderen!" Hører du ikke hans røst: "Du er altid hos mig. Alt, hvad jeg har hørt fra Faderen, har jeg sagt dig - Du skal ikke længere kaldes 'den forladte', men 'min glæde'." "For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre" (Rom 8,29).

Betragt nu Faderen, med det store øje, der allerede er i dit hjerte. Han, Sønnen, er helt udleveret til dig, gemt i dine svage hænder, så du kan strække dine hænder frem mod Faderen, og tilbyde ham den søn, han elsker så inderligt.

Ræk ham frem mod Faderen med alle de tårer, som mærkede hans
ansigt, med al den kærlighed, der boede i hans menneskelige hjerte, men også med al hans skønhed, al hans herlighed, al hans sønlige glæde.

Der er stadigvæk en tilsyneladende lille detalje - det lille rektangel lige der, hvor man kommer hen til bordet. Det er den fordybning, der er i alteret for at gemme en martyrs relikvier. Det betyder, at du kun har adgang til kalken, hvis du bliver et vidne for Herren, parat til at udgyde dit blod ligesom han, som en taksigelse for Faderens herlighed. "I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner lige til jordens ende" (ApG. 1,8).

"Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål, de stod foran tronen og foran lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne" (Åb. 7,9).

Det er en forsmag på riget, badet i et lys, der ikke er af denne
verden, og helt fyldt med ren glæde, guddommelig glæde, ene og
alene fordi Treenigheden findes, fordi vi er elskede, og alt er nåde.

"Det er Kristus, der har skabt menneskenes hjerter som en stor kurv, stor nok til at rumme Gud selv" (Nicolas Cabasilas).

Har du aldrig følt dig beboet? Kan du høre livet banke på noget i dit indre? Ja, de tre er der, i al deres hemmelighed; ja, du er beboet!

Hvis du vidste, hvad Gud tilbyder dig! "Den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham" (Joh. 14,21).

Vold ikke Helligånden sorg, for Helligåndens tårer er i os. Han vil aldrig trænge sig på, han vil aldrig krænke vor frihed.

Lad dine tre gæster elske hinanden inden i dig, prise hinanden inden i dig, synge om hinanden og danse af glæde i dit telt.

Din hemmelighed er den hemmelighed, at Gud er i dig. Bliv klar over det i stilhedens land.

Ved Paul Evdokimov

Oversættelse: Charlotte Olden-Jørgensen

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk