Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Hvem hører vi til?


Vor Frue af Vladimir

Fra: "Behold the Beauty af the Lord"
Af Henri J. M. Nouwen

Hvem hører vi til? Det er det centrale spørgsmål i vort åndelige liv. Hører vi verden til med dens bekymringer, mennesker og endeløse kæde af hastesager og katastrofer, eller hører vi Gud og Guds folk til? Det er ikke svært at svare på dette spørgsmål. Vort miljø - de personer og hændelser, vi taler om og klager os over, glæder os over og takker for - afslører, hvem vi virkelig hører til. Det tragiske er så bare, at de fleste af os lever fjernt fra et guddommeligt miljø.

Vor Frue af Vladimirs ikon er for mig langsomt blevet en stærk og kærlig opfordring til at forlade verdens nøjeregnende og splittende miljø og gå ind i Guds befriende og forenende miljø. I årenes 1øb havde jeg set ikonen så mange steder, i hjem, præstegårde og klostre, at jeg næsten ikke mere lagde mærke til den. Den var blevet lige så velkendt for mig som krucifikset og havde mistet det meste af sin "omvendende kraft". Men da en stor gengivelse af Vor Frue af Vladimir var anbragt på bordet foran mig under en stille retræte, begyndte jeg langsomt at opdage ikonens indre væsen. Hver dag bad jeg til Jomfru Maria, og langsomt blev jeg draget ind i dens mystiske nærhed og lærte med hjertet at kende dens indtrængende opfordring om at tilhøre Gud.

Ikonen, også kendt som "ømhedens Gudsmoder", er en af de mest kendte russiske ikoner. Den blev malet af en ukendt græsk kunstner i begyndelsen af 1100-taliet. Omkring 1183 blev den bragt fra Konstan-tinopel til Kiev og cirka tyve år senere fra Kiev til Vladimir, hvor den blev til 1395. Selv om ikonen altså har været i Moskva de sidste 600 år, bliver den stadig kaldt for "Vor Frue af Vladimir". Dette hellige natio-nalklenodie er mirakuløst undsluppet mange brande og plyndringer. Det er blevet restaureret flere gange, og alligevel er ansigtet på både mor og barn stadig det originale byzantinske mesterværk.

At betragte ikonen var en dyb oplevelse for mig. Jeg oplevede at blive løftet op i Guds indre liv gennem Marias forbøn. Når jeg nu skal forsøge at sætte ord på denne oplevelse, vil jeg følge mine betragtningers rute; bevægelsen fra Marias øjne over hendes hænder til Barnet og tilbage til hendes øjne. Disse bevægelser afslørede for mig svaret på spørgsmålet: Hvem hører jeg til?

Marias øjne.

Som et nutidigt, psykologiserende menneske søger jeg altid øjenkontakt med dem, jeg møder. Det får mig til at føle mig accepteret eller i det mindste taget alvorligt. Men da jeg forsøgte at få øjenkontakt med Vor Frue af Vladimir, indså jeg, at det var umuligt. I begyndelsen generede det mig meget. Jeg ville have hende til at kigge på mig, til at lægge mærke til mig som et unikt individ og lære mig at kende som sin personlige ven. Men Guds Moder så ikke på mig. I stærk kontrast til de renaissance-madonnaer, hvis intime blik involverer os i et interpersonelt forhold, træder Vor Frue af Vladimir ikke ind i vor hverdag. Hun opfordrer os derimod til sammen med hende at gå ind i Guds evige liv. Hendes øjne ser indad og udad på samme tid. De skuer indad, ind i Guds hjerte og udad til verdens hjerte, og på den måde afslører hun den uudgrundelige enhed mellem Skaberen og det skabte. Hendes øjne ser det evige i det timelige, det blivende i det forgængelige og det guddommelige i det menneskelige. De skuer hjertets uendelige vidder, hvor glæde og sorg ikke længere er modsatrettede følelser, men er brudt igennem til den åndelige enhed.
Meningen med Marias blik bliver yderligere accentueret af de klare stjerner på hendes pande og skuldre (kun to af dem er synlige, en af dem dækkes af barnet). De viser ikke kun hen til hendes jomfruelighed før, under og efter Jesu fødsel, men de taler også om det guddommelige nærvær, der gennemtrænger en del af hendes væsen. Hun er helt åben for Helligånden, og hendes indre er helt lydhør for Guds skabende kraft. Altså er det at være jomfru og moder ikke længere noget, der udelukker hin-anden. Tværtimod, de komplementerer hinanden. Marias modervær-dighed fuldender hendes jomfruelighed, og hendes jomfruelighed fuldender hendes moderværdighed. Det er derfor hun på græsk bærer det højeste navn, noget menneske nogensinde har båret: Theotokos, "Gudsfødersken".

Når vi beder til Vor Frue af Vladimir, lærer vi, at selvom hun ikke kigger på os, ser hun os virkelig. Hun ser os med de samme øjne, hun ser Jesus med. Det er de øjne, der så Gud, inden hun undfangede Ham, over-vejede Ordet, før det blev kød i hende, og fonemmede Gud i sit indre, før hun hørte englens budskab. Med de øjne så Jomfruen barnet. Hendes blik er ikke det usædvanlige barns stolte moders blik, hun ser Ham med Guds Moders trofaste øjne. Før hun så Ham med legemets
øjne, så hun Ham med troens øjne. Det er derfor, liturgien vedbliver med at lovprise Maria som den, der undfangede Gud i sit hjerte, før hun undfangede Ham i sit legeme.

Som Maria ser Jesus, ser hun alle dem, der beder til hende; ikke som interessante mennesker, der er værdige til hendes opmærksomhed, men som mennesker, der er kaldede bort fra syndens mørke ind til troens lys, kaldede til at være Guds bør. Det er hårdt for os at opgive vor verdslige identitet som betydningsfulde mennesker og acceptere vor åndelige identitet som Guds børn. Vi har så stort et ønske om at blive lagt mærke til, at vi har svært ved virkelig at blive set. Men Marias øjne opfordrer os til at forlade vort gamle tilhørsforhold og acceptere den gode nyhed, at vi i sandhed tilhører Gud.

Vor Frues hænder.

Vor Frues hænder var det andet aspekt af ikonen, der fik betydning for mig. Det er umuligt at bede længe med ikonen uden at blive tiltrukket af hendes hænder.Den ene hånd støtter barnet medens den anden forbliver fri med en åben, indbydende bevægelse. I begyndelsen troede jeg, at jomfruen pegede på barnet med den frie hånd. Nu er jeg klart over, "at pege" misfortolker meningen bag hendes bevægelse. Hun beder ikke simpelthen om opmærksomhed på sin Søns vegne, hun leder os heller ikke til Ham. Det ville være for udvortes, manipulerende og kontrollerende. Langsomt er jeg kommet til at se hendes bevægelse som en kærlig invitation til at komme nærmere Jesus og derved opdage den Gud, vi hører til.

På trods af at det synes, som om Jomfru Maria optager den centrale plads, vil en bedende opmærksomhed afsløre, at hun er helt og fuldt nærværende alene for barnet. Maria er Jesu mor. Hendes hele væren er for Jesus. Hendes hånd hverken underviser, forklarer eller bønfalder. Hendes hånd tilbyder simpelthen barnet som verdens Frelser til alle, der åbner sig for at se Jesus med troens øjne.

Marias hånd, der optager midterfeltet på ikonen er ubeskriveligt smuk. Med sin centrale placering sammenfatter den hele ikonen. Den gør det hele til et billede på Marias lovsang: "Min sjæl højlover Herren og min ånd fryder sig over Gud min frelser" (Luk 1,46) og samler alt i en op-fordring til tilbedelse. Den siger: "Lovpris Jesus, tak Jesus, velsign Jesus, bønfald Jesus, bed Jesus om alt og bed altid, altid til Jesus." Men den
siger dette på samme måde som en mor taler til sine børn, ikke for at tvinge dem, men for at give dem mulighed for at finde det sted inde i dem selv, der længes efter denne evige tilbedelse.

Jomfru Marias øjne er ikke nyfigne, udforskende eller bare forstående, men øjne, der afslører vort sande jeg for os. På samme måde er hendes hænder ikke omklamrende, krævende eller dirigerende, men hænder, der lader os nærme os Jesus uden frygt.

Når vi beder foran ikonen, øges betydningen af Marias hænder. Hun bliver ved med at flytte os nærmere til Jesus, som om hun ville sige: "Jeg er kun her for at lede jer til Jesus." Maria vil have os til at give slip på vore ængstelser og til - som hun gjorde - at stole på, at "det, der er sagt af Herren, skal gå i opfyldelse" (Luk 1,45). Efterhånden som vor opmærksomhed går fra hendes øjne til hendes hænder, opdager vi gradvist hendes store tålmodighed. Ordet tålmodighed kommer af at tåle, at lide. Lige som den opstandne Frelsers legeme stadig bærer sårmærkerne, på samme måde er den herliggjorte Guds Moder en kvinde, hvis hjerte sorgen har gennemstunget. Hun ved, hvad det vil sige at være fattig, undertrykt, på flugt, at være usikker og tvivlrådig med hensyn til sin fremtid, at blive holdt på afstand, at stå under korset og at bære på tanker og følelser, der ikke kan deles med nogen anden. Disse lidelser anes stadig i hendes blik og i hendes hænders bevægelse, ikke som en skræmmende smerte, men som herliggjorte tegn på hendes herlighed.

Derfor er hun ikke kun mor til sin korsfæstede Søn, men til alle mænd og kvinder, der lider her i verden. Hun indbyder os, lidende mennesker, til at komme til Jesus. Hun skubber os ikke frem med utålmodige bevæ-gelser, men hun opfordrer os ganske enkelt som én, der fuldt ud kender vor frygt, tøven, lidelser, mistanker og usikkerhed. Hun er den tålmodige moder, der venter til det rette øjeblik på at tage imod vort "ja". Men hendes tålmodighed er stærk, usvækket og udholdende. Hendes hånd er altid midt i menneskevordelsens mysterium og indbyder os til at komme til Jesus, der er vejen til Guds hus, hvor vi virkelig hører til.

Jomfruens barn.

Til sidst kan vi se barnet. Jomfruens øjne og hinder får deres dybe betydning fra barnet. Selv om det til start kan virke, som om barnet er noget sekundært, vil en bedende gennemgang af ikonen afsløre, at barnet giver alt, der omgiver Ham, mening. Det er en bevægende oplevelse
at se barnet, der i begyndelsen står i skyggen af Maria, træde frem, ikke kun som sin egen moders Herre, men også som Herre over alle folk og alt, der findes. Jeg forbløffes stadig over, hvordan barnet, med sit skinnende ansigt og gyldne kappe, kunne forblive 'skjult' i Jomfruens kurver. Nu kan jeg næppe betragte ikonen uden at se barnet som den ældre og stærkere. Nu er Moderen blevet den, der introducerer den Hellige for os og forbliver på ærbødig afstand.

Det er let at se, at barnet slet ikke er et barn. Han er en viis mand, klædt i voksentøj. Ydermere viser det skinnende ansigt og den gyldne tunika, at denne vise mand i sandhed er Guds ord, fuld af magt og herlighed. Han er det inklamerede Ord, al visdoms kilde, skabelsens Alfa og Omega og Guds Herlighed. Der er intet mørke i og omkring barnet. Han er – med ordene fra koncilet i Nikæa: "Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af den sande Gud".

At betragte Vor Frue af Vladimirs barn er som at opdage et lys, der altid har været der, men som man ikke har kunnet se, fordi man var blind. Se på barnets ansigt! Et strålende lys falder ind fra ikonens højre side, strejfer Jomfruens næse og oplyser barnets ansigt. Men lyset kommer også indefra. Det er en indre glød, der skinner udefter og uddyber den intimitet mellem mor og barn, der allerede kommer til udtryk i den kærlige om-favnelse. Lyset oplyser og giver varme. Det er ikke et pludseligt, stærkt glimt, det er en gradvis afsløring af en kærlig og lysende inderlighed. Denne lysbringende inderlighed har ikke kun gjort ikonen til et mesterstykke i kunsthistorien, men endnu vigtigere: draget utallige folk ind i et bedende samvær med Herren. Trofaste mennesker fra hele verden er igennem nihundrede år kommet til dette hellige billede for at finde trøst og hjælp i dets livgivende ømhed.

Men der er meget mere! Det guddommelige barn giver sig helt til Jomfruen. Hans arm holder hende i en kærlig omfavnelse, Hans øjne er opmærksomt fæstede på hendes, Hans mund er tæt på hendes og tilbyder hende sit guddommelige åndedrag. Hvor ligger denne vision af Guds totale og ubegrænsede kærlighed til menneskene dog tæt på menneske-vordelsens mysterium! Dette hellige billede genlyder af Jesu bøn for sine disciple til Faderen:

"Når Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig" (Joh. 15,26).
Jesus giver al sin guddommelige visdom til menneskehedens Moder. Han giver alt Han har modtaget, Han afslører alt, Han har set, Han siger alt, Han har hørt, og Han giver alt, Han er. Billedet genlyder også af Jesu 1øfte:
"Hvis I beder mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det" (Joh 14,14). Men Jesus giver ikke bare alt, Han modtager også alt. Han siger ikke
kun alt, Han hører også alt, der siges til Ham. Han afslører ikke kun alt, Han har set, Han oplyser også alt, der vises Ham. Intet, der kommer til Ham fra Jomfruen, undslipper Hans guddommelige opmærksomhed. Alt, hun viser Ham, bliver modtaget, hørt og forstået. Således er Jomfruen menneskehedens talsmand, moderen, der går i forbøn for sine børn, hvad deres sorger end måtte være.

Moderen og barnets kærlige omfavnelse er ikke noget sentimentalt. Det er et billede på den hemmelighedsfulde udveksling mellem Gud og menneskeheden, der er blevet mulig ved Ordets menneskevordelse.

Denne udvekslings dybe og vedvarende kvalitet synliggøres af barnets tykke hals. Barnets hals er malet så kraftig, fordi den repræsenterer Helligånden. Ånd betyder ’åndedrag’. Helligånden er Guds åndedrag. Det er dette guddommelige åndedrag, Jesus tilbyder menneskeheden: "Det er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer" (Joh 16,7). Jesus tilbyder ikke kun sit lys til menneskene, Han tilbyder dem også sit åndedrag, sit indre liv, så at vi kan tilhøre Ham som brødre og søstre, som sønner og døtre af den himmelske Fader.

Jomfruens øjne henledte vor opmærksomhed på hendes hænder, hendes hænder henledte vor opmærksomhed på barnet, og barnet drog vor opmærksomhed tilbage til hende, der taler til Sønnen i hele menneskehedens navn.

Konklusion.

Jeg har understreget, at gennem bedende opmærksomhed når vi til at se, at vi opfordres til at gå til barnet, og at barnet giver os - repræsenteret af Jomfru Maria - sit eget åndedrag, der er det åndelige liv.

Men hvad med Faderen, Ham, der sendte Sønnen, og hvis kærlighed til Sønnen er Helligånden? Faderen er ikke fraværende! Tværtimod,
Han er helt til stede, faktisk allestedsnærværende. Med mindre vi vover at se billedet som en helhed, bemærker vi næppe Hans tilstedeværelse. Når vi ser billedet lidt på afstand, ser vi, at Jomfruen og barnet er malet i en trekant indenfor en firkantet ramme. Den firkantede ramme repræsenterer verden, der elskes af Gud, men holdes fangen af synden og det ondes kræfter. Trekanten, indeni hvilken menneskevordelsens mysterium er fremstillet, viser den treenige Faders forløsende nærvær: Faderen, Sønnen og Helligånden. Selv om Faderen ikke direkte er synlig, afslører ikonens geometriske form Faderen som vor forløsnings guddommelige kunstner.

På den måde er Vor Frue af Vladimir det ikonografiske udtryk for
Jesu ord til Nikodemus:

"Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" (Joh 3,16).

Hvad er det evige liv andet end at blive 1øftet op i Guds hus og delag-tiggjort i fortroligheden mellem Faderen, Sønnen og Helligånden? Det er, hvad det virkelig vil sige at tilhøre Gud. Og dertil indbyder vor Frue af Vladimir os.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk