En kontemplativ livsindstilling

Uddrag af "Levende Vand"s Tema-nummer
"Kontemplativ livsholdning I"
En kontemplativ livsindstilling
Af Wilfrid Stinissen ocd.

Vor hastige, forjagede tid, hvor oplevelser og indtryk afløser hinanden i rasende fart, gør det ikke let at have en kontemplativ livsindstilling. Den strøm af ord og billeder, som medierne og reklamerne overvælder os med, bliver stadig hurtigere, og man drukner, hvis man lader sig rive med strømmen. Den, der vi være sig selv eller - hvad der næsten er det samme - vil være Guds, må holde sig uden for strømmen. Det er ikke mageligt, men det er overordentligt enkelt.

"Fald til ro igen min sjæl" (Sl 116,7)

En nødvendig forudsætning for en kontemplativ livsindstilling er indre og ydre ro. Dette er modsætningen til stress. Stress er et næsten ufejlbarligt symptom på, at jeg ikke lever et liv, der er "centreret i mit inderste." Så snart jeg gribes af stress, mister jeg kontakten med mit indre. Stress trækker mig mod overfladen og bevirker for det meste, at jeg taber Gud af syne, og at jeg opfatter verden forvrænget, fordi jeg ikke længere ser den med troens øjne. Stress er ifølge min svenske begrebsordbog at "leve under anspændte og udmattende omstændigheder kendetegnet af tidsnød". Netop dette indtryk af mangel på tid er typisk for stress og står i modsætning til troens indstilling, der indebærer tillid og selvhengivelse.

De fleste af os har meget at lave. Men vi har aldrig for meget at lave. Der er altid tid til det, vi skal gøre. Når Gud giver os en opgave, giver Han os også tid til opgaven. Er der ikke tid, kommer opgaven ikke fra Ham. Så drejer det sig om en opgave, vi helt egenmægtigt har valgt. Nærmere betragtet kan man aldrig tale om ægte tidsnød. "Jeg har herliggjort dig på jorden," siger Jesus til sin Fader, "ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre" (Joh 17,4). Hvis vi plages af en følelse af altid at have for lidt tid, er det måske, fordi vi forsøger at fuld føre et værk, som Faderen ikke har givet os.

På dette område er vi ofte hildede i store illusioner. Vi bilder os ind at have så rædsomt meget at gøre. Men ikke sjældent er det vore egne ambitioner og ikke iveren for Guds rige, der driver os til at påtage os en bestemt opgave. Det ville være godt, hvis vi af og til spurgte os selv:

"Hvorfor vil jeg nu absolut gøre dette?" Og så bør vi forsøge at svare så ærligt som muligt. Det ville være herligt, hvis vi altid kunne svare ligesom Jesus: "Jeg søger ikke min egen ære, der er en, der søger den" (Joh 8,50). Men måske fortjener vi hans irettesættelse: "Hvordan skal I kunne tro, når I vil have jeres ære fra hinanden og ikke søger æren hos den eneste Gud" (Joh 5,44). Hvor mange konflikter ville ikke forsvinde, og hvor ville der komme gang i økumenien, hvis alle, der arbejdede for Kirken, kun søgte Guds ære og kun gjorde det, Gud pålagde dem!

Når vi føler os fortravlede, er det første vi bør gøre at undersøge, om det virkelig er Guds vilje ,at vi gør det, vi er i gang med. Men selvom vi kan sige, at Gud ønsker, at vi gør dette arbejde eller alle disse arbejder, betyder det ikke, at så er alt i orden. Måske skal vi lære en ny måde at arbejde på, en måde der er kendetegnet af fred, ro og ligevægt.

Hvordan når vi så vidt? Her er nogle ideer.

Fader, jeg forlader mig på dig.

Der er næsten altid et element af angst i stress: Man er bange for fiasko, bange for at man ikke er opgaven voksen, at man ikke når det i tide, eller at man bliver kritiseret. Angst overvinder man med tillid. Gud bliver aldrig træt af at fortælle os, at vi ikke skal frygte. Eksegeterne har regnet ud, at det står 366 gange i Bibelen. Hvis vi ville slå alle disse steder op, ville vi have en tekst til hver dag i året, også i skudår!

Vi er ikke alene. Gud er med os. "Jeg er ikke alene," siger Jesus, "men Faderen, som har sendt mig, er med mig" (Joh 8,16). Al vor angst stammer fra, at vi lever adskilt fra Gud, eller rettere fra at vi mener, at vi er adskilt fra Ham. Denne illusoriske isolation tapper vore kræfter. Naturligvis får vi så det indtryk, at det er opgaven, der overstiger vore kræfter, når vi alene forsøger at gøre noget, der var tænkt til at blive udført sammen med Gud, og ikke kun sammen med Gud, egentligt er det Gud, der vil udføre opgaven i og med os. Han vil bruge os som instrument, som sit redskab. "Herre, du skænker os fred, for alt hvad vi har gjort, har du udført for os" (Es 26,12).

Det er en permanent kilde til fred at være bevidst om, at Gud altid er den første årsag, og jeg selv kun den anden. "Du skal ikke gøre det ved at kæmpe, Rufinus, men ved at tilbyde," formaner Frans sin medbroder. "Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!" siger Moses til Israel (2 Mos 14,14). Når vi ved, at Gud fører striden for os, opstår der af sig selv stilhed, ro og fred.
"Når et menneske ikke magter at gribe en opgave, skal han forholde sig stille, så vil opgaven gribe ham," skriver den salige Suso (ca. 1295-1366). Vor angst, det vil sige vor mangel på tillid, gør, at vi ofte handler alt for krampagtigt, og denne forkrampethed blokerer os. For nogen tid siden læste jeg i "Svenska Dagbladet" om en psykolog, der hævdede, at han havde opdaget to naturlove, som han aldrig havde hørt om på universitetet. De to love var højst sandsynligt to sider af samme sag:

• 
  Ikke før vi totalt har opgivet, har vi en chance for at opnå det efterstræbte.
• Vi styrer lige mod det, vi allerhelst vil undgå.

Der er en hel del sandhed i disse to paradoksale regler. Så længe jeg absolut vil være en helgen og krampagtigt anstrenger mig og mener, at jeg er på vej til at blive det allerede her på jorden, ja måske endda allerede er ved målet, kan det afgørende gennembrud ikke finde sted. Først når jeg giver slip på mig selv og lægger alt i Guds hånd og siger: "Gør med mig, som du synes... Du alene er hellig, du alene Herre, du alene den højeste," er der en chance for at jeg kommer over målstregen.

"Enhver indre storm, enhver uro, enhver utilfredshed stammer altid fra, at man selv vil noget," siger Eckhardt (ca. 1260-1328). Det kommer altså an på stadig hurtigere at registrere den indre uro, angst og utilfredshed. Hver gang kan det blive en ansporing til at have mere tillid til Ham! "Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind" (51 37,5).

Selvtillid og tillid til Gud er ikke, som man ofte tænker, modsætninger. Selvtillid er en god ting. Jo mere jeg stoler på Gud, desto mere selvtillid får jeg. For så ved jeg, at Gud handler gennem mig, at Han lidt efter lidt vil rydde mine blokeringer til side, at Han giver mine muligheder spillerum. Det er imidlertid ikke sådan, at Gud, når Han handler i og gennem mig, sætter mine egne kræfter ud afspillet. Tværtimod. Han lader dem komme til udfoldelse. Vore evner er skabt til at blive aktiverede, besjælede af Gud. "Skilt fra mig kan I slet intet gøre" (Joh 15,5). Min violin klinger bedst, når Gud spiller på den, men klangen kommer i begge tilfælde fra violinen. Gud og mennesket er ikke konkurrenter. Gud vil ikke stille mennesket i skyggen. Han vil meget hellere drage os frem i lyset. At stole på Gud vil altså ikke sige, at jeg ikke længere kan stole på mig selv, men at jeg kan stole på mit inderste selv. Netop fra da af begynder jeg at opdage min sande kraft. Når jeg er forbundet med Gud, er jeg uovervindelig. At stole på Gud gør mig ikke lille, men stor. Gud er ingen fremmed kraft, der virker i mig. Han reducerer mig ikke til en passiv tilskuer. Gud virker igennem mig. Han lader mig virke på en måde, der langt overgår min normale formåen.

Hvis vi mangler selvtillid, skyldes det måske i sidste ende, at vi ikke tror, at Gud vil virke, give og elske gennem os. Vi mener alt for ofte, at vi er ubrugelige instrumenter. Og når vi tænker sådan, bliver vi faktisk ubrugelige. Så er vi henviste til vore egne overfladiske, begrænsede kræfter, eller rettere kraftesløshed. Så mister vi vor egentlige kraft, den kraft, vi finder i vort inderste, hvor Gud bor; en Gud, der er mere mig selv, end det, jeg hidtil har betragtet som mig selv; en Gud, der bestandigt gentager: "Alt mit er dit".

Lad os ikke frygte vor angst! I det mål, vi bliver os vor angst bevidst, bliver vi også vore muligheder bevidst. Det er tilstrækkeligt at bryde vor isolation og genoprette forholdet til Gud.

Den rette rytme

Det er også vigtigt at vi udvikler vor sans for rytme, for vor personlige rytme. Rytme defineres som en regelmæssigt indtræffende vekslen mellem stærke og svage øjeblikke. Alt levende er kendetegnet ved rytme. Den nye fysik lærer os, at selv det livløse kender til rytme, eller, hvad der næsten kommer ud på det samme, at grænsen mellem levende og ikkelevende er ophævet. Alt lever, alt ånder.

Ethvert menneske har sin egen rytme. Den ene har en hurtigere rytme end den anden. Megen elendighed stammer fra, at man ikke respekterer sin rytme. Der er få egenskaber, der er så afgørende, så kendetegnende og så typisk for et menneske - og så forsømt - som dets personlige rytme. Jeg kan ikke være mig selv, hvis jeg tvinger mig selv eller bliver tvunget til at følge en rytme, der er mig fremmed. Det er ødelæggende for en arbejder altid at skulle udrette mere, end han magter. Der opstår efterhånden et indre kaos, når man hele tiden gør vold på sin naturlige rytme. Til slut mister man sin "rytmesans" totalt. Det bliver umuligt at bedømme, om et bestemt arbejde eller en måde at arbejde på svarer til ens fysiske og psykiske muligheder. Man er ikke "i form" længere.

Det er anstrengende at bevare kontakten med Gud, når man ikke respekterer sin rytme. Vor personlige rytme er et konkret udtryk for Guds vilje. Jeg lever ikke efter Hans vilje, hvis jeg lever hurtigere eller langsommere, end Han har skabt mig. Det er for det meste ikke Guds vilje, der gør os nervøse eller paniske. Normalt er det vore egne illusioner, der foregøgler os, at vi absolut skal nå dette eller hint inden for en vis tidsfrist. "Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt," siger prædikeren (3,1). Ældgammel visdom. Hvordan kan vi efterleve det? Vi må udvikle vor fornemmelse for vor egen rytme, have respekt for den og mod nok til at sige fra, hver gang nogen vil gøre vold på den. Hvis vi ikke er i harmoni med vor rytme, er vi ikke i harmoni med os selv og almindeligvis heller ikke med Gud.

Dette forudsætter, at vi ikke hele tiden skotter til højre og venstre for at se, hvad andre gør, og hvor meget de producerer eller udretter. Det er ikke en andens rytme, jeg skal have som rettesnor, men min egen. Enhver må have lov til at være sig selv og til at følge sin egen rytme. Den hurtige må lære at vente på den langsomme, og den langsomme må give afkald på sin ambition om at indhente den hurtige. Når enhver er i harmoni med sig selv, vokser også harmonien i gruppen.

Hvilken slags musik lytter vi til? Der findes musik, der skaber harmoni, og musik, der frembringer kaos. Man behøver ikke at være sortseer for at indse, at meget nutidig musik hører til den sidste kategori. Den kommer fra kaos og leder til kaos. Dens rytme tager ikke hensyn til menneskets naturlige rytme, den leder os ikke indad, ind i vort indre, men jager os væk derfra. Der er en overflod af musik, der leder indad. Jeg mindes kardinal Danneels, der, efter hvad han siger i et interview, hver aften lytter til klassisk musik.

Hvordan kan man vide, at man har fundet sin egen, personlige rytme? Der er et tydeligt tegn: Arbejdet holder op med at være byrdefuldt, det går mere og mere som en leg. Hvis man hver aften kommer hjem og er helt udkørt, totalt flad, og opfatter sit arbejde som en uendelig tung byrde, har man nok ikke fundet sin rette rytme. Nogle gange er det umuligt at følge sin rytme, fordi arbejdet er for anstrengende. Oftest er det ikke arbejdet alene, der er skyld i det, men vor måde at udføre det på. For den, der arbejder i den rette rytme, bliver arbejdet en glæde. Den, der arbejder med at skrive på maskine eller computer, har hele tiden en mulighed for at følge sin egen rytme. Skriver man for hurtigt, laver man alt for mange fejl, og fordi fejlene jo skal rettes, går det faktisk langsommere, end hvis man havde arbejdet langsommere. Skriver man langsommere og følger sin egen rytme, så ligner computeren et musikinstrument, man spiller på. Arbejdet er mindre anstrengende, det går hurtigere, det bliver en leg med tasterne. Nogle gange føles det, som om computeren tænker for en. Teksten skriver sig selv.

Det at gå er et andet eksempel. Ikke alle har en computer, men alle kan gå. Hvordan går vi? At gå kan være en fornøjelse. Vi kan også løbe nervøst afsted eller omvendt slæbe os fremad. Når vi rammer den rette rytme, bliver det at gå til en dans. Faktisk skulle vi kunne leve sådan, at vi er i harmoni med den kosmiske dans, som den moderne videnskab mener at opdage i universet.

Hvad har alt dette så med kontemplation at gøre? Alt! Ifølge Johannes af Korsets berømte definition er kontemplation "ikke andet end en hemmelighedsfuldt, fredfyldt (pacifica) og kærlighedsfyldt indstrømmen i sjælen af Gud, som antænder sjælen" (Sjælens mørke nat 1,10,6). Ordet kontemplation synes at pege på en menneskelig aktivitet, men ifølge helgenerne er det snarere et Guds værk. Hvad mennesket kan gøre er alene at "give plads". Den der stræber efter en større indre og ydre ro, den der forsøger at respektere sin egen rytme og derigennem også sine grænser, gør på en meget konkret måde plads for Gud. Gud er fri, og kan komme, når Han vil. Men normalt kommer Han, når "estando ya mi casa sosegada" (når fred og ro alene råder i mit hus). (Sjælens mørke nat strofe 1).

At leve i nuet

Både indre og ydre ro bliver umulig, hvis man vil leve i alle tre tidsdimensioner (fortid, nutid og fremtid) samtidig. Man angrer fortiden eller frygter for de følger, den kan føre med sig. Man nærer forhåbninger til fremtiden eller frygter den. Hvor tit lever et menneske i nuet? En betragtelig del af vor uro stammer fra, at vi ikke kan lade fortid og fremtid hvile, eller rettere ikke vil.

Egentlig er mennesket ikke skabt til at leve i tiden. Det er kaldet til at gå ud af tiden. Tiden er som en flod. I stedet for at lade os rive med af strømmen, kan vi stå på bredden og se, hvordan tiden altid bare strømmer forbi. Tiden går forbi, men ikke vi. Mennesket er et evighedsvæsen. Hvilken forskel: at blive ført med af strøm men eller at stå på det faste land og være tilskuer! Man kan også tænke på en kæmpemæssig kugle, der drejer rundt: Hvis jeg befinder mig på periferien drejer jeg rundt med fuld fart, men holder jeg mig i midten af kuglen, er jeg i ro, medens alt rundt om mig bevæger sig. Tiden har ikke magt over mig. Enhver handling burde komme fra vort evighedspunkt. En sådan handlemåde gør evigheden nærværende i tiden. Måske kan man sige, at det er menneskets opgave at forandre tiden til evighed. Jo mere vi nærmer os vort indre, jo mere overvinder vi tiden. Det, der før var delt op i fortid og fremtid vender tilbage til sin oprindelige form: et vedvarende, evigt nu. Dette er ikke abstrakt spekulation. Man kan let erfare, hvordan en handling, der har sit udspring i vort inderste, besidder en indre fylde, der står i skarp kontrast til den opsplitning, der kendetegner alt, der sker i tiden. Et menneske gør naturligvis stadigvæk mange ting, men opfatter dem knap som forskellige. Man fatter og "føler", at alt hviler i et bestandigt, ubevægeligt nu. Man er virkelig i Guds ro. Før man er befæstet i denne ro, går der megen "tid". Man falder let tilbage fra Guds ro til tidens splittethed. Men hvert øjeblik, vi tilbringe i Guds evige nu, er et lys ved vejen, en lampe, der viser os vejen. Når man én gang har erfaret, hvordan det kan være, længes man efter denne tilstand igen. Man føler sig motiveret til at forlade den forjagede, egensindige gøren, og være i Guds ro.

Man behøver ikke at være kommet "langt" for at blive givet den slags erfaringer. Man behøver ikke at være et "helt" menneske, der har sat sig ud over alle sine fejl og mangler. Det er tilstrækkeligt at tage imod nuet uden forbehold, uden tanker om, at det ikke er sådan, som det burde være, at det hellere skulle være anderledes. Når jeg tager imod mig selv, sådan som jeg er netop nu, uden skuffelse over min fortid, der har gjort mig til det, jeg er nu, uden krav om at være anderledes, så er jeg befriet fra tiden. I det øjeblik er jeg et "helt" menneske. At være "hel", betyder ikke, at man ingen fysiske eller psykiske sår har længere, at man er i fuldkommen harmoni. Hvis det var sådan, så ville Jesus på korset ikke være et "helt" menneske. "Hel" er man, når man tager imod hele sin virkelighed, sådan som den er. Det, der gør os syge, er vor flugt fra nuet, fra virkeligheden.

En karmeliternonne, der lever i sit evighedspunkt, skrev engang til mig: "Mørket bliver lys, når jeg hviler midt i det; når jeg stiller mig midt i alle mine spørgsmål, har jeg alle svarene. Når jeg siger: "jeg er såret", bliver jeg hel. For det synes mig, at det, Gud ønsker af mig, ikke er, at jeg skal være anderledes nu, men at jeg lige her, lige nu skal være præcis, som jeg er. Jeg står her midt i min begrænsning, sådan som jeg er, og så sker det utrolige: jeg bliver ubegrænset. Hvis jeg vil være noget andet end det, jeg er, støder jeg Gud fra mig, men det kan jeg alligevel ikke helt, jeg er jo kød af Hans kød og blod af Hans blod."

Juliana of Norwich (1342-1416) siger det samme: "Så snart en sjæl er helt tilfreds med sig selv, er den umiddelbart forenet med Gud." Og Thérese af Lisieux: "Den sande hellighed er mildt og ydmygt at tage imod sine svagheder og sin ufuldkommenhed."

I sin bog "Geschichten gegen die Melancholie" lægger Elie Wiesel følgende ord i munden på rabbi Aaron von Karlin, en af de chassidistiske mestre: "Vid, at man kan finde evigheden i ethvert øjeblik, ethvert bord kan blive et alter, og ethvert menneske en ypperstepræst."

Stilhed

Der findes ingen kontemplation uden stilhed. Stilhed har noget med fattigdom at gøre. Frans ville være fattig på alt undtagen på Gud. På samme måde er stilheden også en fattigdom på ord, undtagen på Ordet. Ligesom Ordet altid udsiger Guds kærlighed, på samme måde skal vore ord ikke formidle andet end kærlighed. Naturligvis findes der også hyggeligt samvær, hvor man sludrer om hvad som helst. Men også dér skal vore mange ord udtrykke kærlighed. Det er ofte sådan at én, der lever i sit indre, klarer sig med færre ord. I vor samtale med Gud er det heller ikke nødvendigt at bruge en overflod af ord, siger Jesus.

Stilhed har ingen værdi i sig selv. Vi søger ikke stilheden for dens egen skyld, men for at lytte. Man lytter bedre, når der er stille, og når man selv er stille. Det er besværligt for Gud at trænge igennem, når vi selv bestandigt snakker eller omgiver os med støj. Især fordi Gud selv er så forsigtig og beskeden, når Han taler. Vi ved, at vort inderste bader i stilheden. De eneste ord, der siges dér, er Helligåndens uudsigelige sukke: "Abba, Fader". Der består et slægtskab mellem stilheden og menneskets inderste, og derfor medfører enhver bestræbelse for at skabe stilhed i os og omkring os også en ny og dybere "centrering". "Dum medium silentium" har altid været et afholdt skriftord både i liturgien og i den åndelige tradition: "Thi da dyb stilhed herskede overalt, og natten på sit hastige løb var nået halvvejs frem, da for dit almægtige ord ned fra din kongetrone" (Visd 18,14-15).

Også naturen lærer os, at store ting for det meste sker i stilhed, i det skjulte. Frøet spirer under jorden, i stilhed. Et barn vokser i sin moders skød i stilhed. De dybeste ting søger stilhed.

Der findes en ydre og en indre stilhed. Eftersom mennesket er en sjæl klædt i kød og blod, kræver den indre stilhed, at også kød og blod er stille. Kun det, der er blevet kød, er virkeligt for os. Blandt andet af den grund er Gud blevet "menneske" og mad og drikke i Eukaristien. Han ville være "virkelig". Det er sært, at vi i en tid, hvor man mere end nogensinde betoner enheden mellem legeme og sjæl, ånd og materie såvel i filosofien som i de eksakte videnskaber - frem for alt i lægevidenskaben - igen og igen hører sige, at det ydre ingen rolle spiller. Det kommer an på den indre indstilling, siger man. Som om en indre indstilling i det lange løb var mulig uden en støtte fra det ydre. Det er ikke så let endda i messen med åndens kraft alene at løfte hjertet op mod Gud, hvis man bliver siddende i kirkebænken med benene over kors.

"Efterhånden som verden omkring mig bliver tavs, vågner en indre verden af musik inden i mig," har Beethoven engang sagt. Klostertraditionen har altid lagt stor vægt på stilheden. Frem for alt har aftenen altid, takket være den strengt overholdte stilhed efter komplet, været en hellig tid, velegnet til bøn, studier og eftertanke. I adskillige klostre har fjernsynet efterhånden overtaget den store stilheds plads.

Vi har alle behov for stilhed. Den, der ikke føler dette behov, bør spørge sig selv, om ikke han er vokset fra sig selv og har mistet sin virkelige identitet. Den musik, vi lytter til, kan være helt fin, men altid at have behov for musik er et tegn på indre tomhed. Faktisk klinger der altid en "musica callada", en tyst musik, i enhver af os. Det kommer an på at opdage den og ikke lade den overdøve af musik udefra.

Man kan udbygge sin fornemmelse for stilhed ved at lære at lytte efter små, fine lyde. Frem for alt er naturens lyde gode at øve sig på. Vindens susen, bladenes raslen, humlebiernes summen, bækkens rislen, alle disse lyde bringer stilheden nærmere. Men også indendørs kan vi finde lyde, der bringer stilhed: urets tikken, kaffemaskinens syden. Vi behøver ikke søge langt bort for at finde stilheden.

Sansning

Ikke kun det at lytte, men enhver kysk modtagelse af sanseindtryk forstærker vor kontemplative holdning. Jeg vil henvise til en bemærkelsesværdig bog af den ungarske jesuit Franz Jalics (født 1927), Kontemplative Exerzitien. Bogen er tænkt som en konkret vejledning til en tidagesretræte (eller, hvis man er nødt til at kombinere retræten med sit almindelige arbejde, til ti "lektioner" eller ti gange fjorten dage), hvor den kontemplative bøn indøves. Det drejer sig altså ikke om en ignatiansk retræte, hvor man grunder over skriftsteder og opstiller forsætter. Hos Jalics drejer det sig ikke om at tænke, men om at sanse.

Man behøver ifølge Jalics ikke at være en stor åndelig mester for at vide, at vejen til Gud ikke går gennem diskursiv tankevirksomhed. Gud er til stede, men vi opfatter Ham ikke. I den religiøse udvikling spiller det at reflektere over tingene en stor rolle, frem for alt i begyndelsen. Hvis man derimod slår ind på den kontemplative vej, er det nødvendigt at give afkald på den diskursive tankevirksomhed til fordel for sansningen

Temaet er altså: på ny at lære at sanse. På retrætens første dag bliver der ikke gjort ret meget i retning af klassisk meditation. Jalics sender deltagerne ud i naturen og pålægger dem at tænke så lidt som muligt på spadsereturen. Selvfølgelig dukker der igen og igen tanker op, men utrætteligt vender man tilbage til sansningen. Lad øjnene hvile på træerne, skyerne og græsset; lyt til vinden og fuglene; nyd naturens dufte. Lad tingene være, hvad de er, prøv ikke på at ordne dem efter dine ønsker. Alt er godt, sådan som det er.

Der er en stor forskel på, hvordan vi ser. Normalt ser vi enten ved at kigge undersøgende (beobachten), hvorved vi ikke respekterer tingene, men tager dem i vor tjeneste for at gøre noget med dem eller for at forøge vor viden; eller vi ser nonchalant, uden andagt og uden inderligt engagement. Den ægte måde at se på (schauen), der forbereder os til kontemplationen og selv på en måde allerede er kontemplation, forudsætter på samme tid en stor ærefrygt overfor tingene og indre nærvær og åbenhed. Man gør ikke noget med tingene, men lader dem komme til sig, lader dem tale til sig. Alt har noget at sige os, himlene fortæller om Guds ære.

Hvis man undervejs på vandringen i naturen af og til står stille og lader blikket hvile på en blomst, et græsstrå eller en dugdråbe, mærker man, at dråben eller blomsten langsomt åbner sig og lader noget af evighed en skinne igennem. Alt er i alting. En dugdråbe er ikke længere kun en dugdråbe, men også et sted, hvor Gud er nærværende. Det er ikke kun et faktum, men et mysterium. At tænke over dette ændrer os ikke, vi må sanse det.

Gud er ikke i vore tanker, Han er i virkeligheden. Dér kan vi opdage Ham. Et første skridt er at gå fra tanke til sansning. Det næste skridt er at gå fra vor aggressive og udnyttende måde at sanse på til en kontemplativ skuen, hvor ting og mennesker ikke skal give afkast, ikke yde noget. Gud skabte tingene og så, at de var gode. I den uegennyttige sansning kommer tingenes godhed for en dag, man ser, at de bærer præg af Gud Af og til træder de indre, åndelige sanser i aktion. Man ser mere, end øjet opfatter. Man får åndelige øjne og Øren, der kan se og hØre dybere end overfladen. Man bliver "dioratikos": bag skinnet ser man den dybere virkelighed, den store enhed.

"Det er sansningen," siger Jalics, "der i sidste ende fører til Gud. Kontemplation er at skue. Det latinske ord "contemplari" betyder netop at skue. I det evige liv skal vi ikke tænke over Gud, men skue Gud... Det, der skal være vor eneste opgave i det evige liv, begynder allerede her, men til en begyndelse opfatter vi ikke Gud, fordi vi bliver distraheret af vor hvileløse forstand og vor febrilske aktivitet. For at forberede os på kontemplationens nåde, skal vi lære at sanse" (p 36-37).
Efter sådan en spadseretur har man kun "tænkt" lidt på Gud, men det var heller ikke hensigten. Man har følt, at Gud aldrig var langt væk, ja at Han var der hele tiden. Gud er blevet "virkeligere". Og oven i købet er man udhvilet. En meditation, hvor vi "tænker" meget på Gud, trætter os. Den tid, man anvender på en sådan "tænkende" meditation, må nødvendigvis være begrænset, hvis ikke man skal overanstrenge sig. Sansning bruger ikke energi, den skaber energi. Når man kommer hjem fra vandreturen, føler man sig let og forfrisket. Sammen med verden er man selv blevet mere gennemsigtig.
Den kyske sansning medfører at man bliver mere "gelassen". Alt har lov at være, sådan som det er, man "lader" mennesker og ting være i fred, man vil ikke forandre alt, ikke gribe ind. Det er kontemplationens væsen: Lade Gud være Gud, ikke at ville manipulere Ham, ikke at ville kræve noget af Ham, ikke at ville "forbedre" Ham. "Kærlighedsfuld andagt", siger Johannes af Korset. Det lærer man gennem sansningen.