Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Centrerende bøn

En benediktinermunk, John Main (1926-1982 )befandt sig efter nogle år i kloster i en både menneskelig og åndelig krise. Han havde i sit kloster fået et betroet embede, som beslaglagde størstedelen af hans tid og energi. Hans bøn var tørret ind - udbrændt som munk?

En dag kom en ung mand til klostret. Han havde tilbragt nogle måneder hos en indisk guru og ønskede nu at lære noget om Levende Vand. John Main bød ham velkommen, men havde hverken tid eller lyst til at tage sig meget af ham, så han gav ham en bog, Baker: "Holy Wisdom", i håb om, at den kunne holde ham optaget, til han selv havde mere tid.

Den unge mand reagerede på bogen med overvældende begejstring: Nu havde han fundet, hvad han søgte. John Main blev nysgerrig, og gav sig selv til at læse denne bog igen, og gennem den førtes han tilbage til John Cassian, en munk, der levede i 400-tallet, og som har haft stor betydning for klosterlivet og er blevet læst af hver gene-ration af kristne. Også af John Main! Men nu læste han hos Cassian netop det, som havde begejstret den unge mand, og som skulle blive hans egen redning ud af ubrændthedens krise.

Cassian beretter om, hvordan han og en ven rejste østpå for at søge ægte åndeligt liv. I Egyptens ørken besøgte de en eremit, som i Helligåndens glød talte til dem om den uafbrudte bøn. De var lyk-kelige: Nu havde de fundet, hvad de havde søgt! Men hjemme i deres logi sagde de til hinanden, hvad så mange efter dem har sagt: Vi ved, at bøn er det eneste, som virkelig betyder noget. Vi ved, at vi ønsker at bede. Vi ved, at den Ånd, som oprejste Jesus fra de døde, også bor i os og vil give nyt liv til vore dødelige legemer. Vi "ved" alt dette - ellers var vi vel ikke rejst den lange vej! - Men den gamle eremit fortalte os ikke, hvad vi skal gøre.

Næste dag besøgte de igen eremitten og nu med spørgsmålet: Hvordan skal vi bede?

Eremitten svarede: "Den, som ved, hvad han vil spørge om, er ganske nær ved at have indsigt, heller ikke er den langt fra visdom, som begynder at forstå, hvor uvidende han er". Og så lærte han dem, at de bare skulle gentage denne bøn: "Gud kom mig til hjælp, Herre il mig til bistand."

Cassian skriver: "Denne bøn skal altid være i dit hjerte. Når du lægger dig, så gentag bønnen, til du er så gennemtrængt af den, at den gentager sig selv, mens du sover." (conf. 10,14).

Billedet af en pilgrimsrejse dukker ofte op i den kristne bønslitteratur. Ethvert menneske er kaldet til at foretage pilgrimsrejsen til sit eget hjerte for dér at forene sig med Jesu bøn, Han, som altid beder i os. Den gentagne bøn har for utallige mennesker været pilgrimsvej en.

John Main og den unge mand læste disse tekster sammen, og snart mediterede de også sammen, sådan som Cassian anviste det: stadig gentage en kort bøn.

Begge fik ændret deres liv gennem denne meditation. Den unge mand begyndte en kristen bøn, John Main opdagede hele fylden i sin egen tradition og dens livgivende kraft. Men mere end det: snart kom der flere unge, der ønskede at lære kristen meditation, og John Main så sig efter kort tid helt optaget af denne opgave.

Senere blev John Main prior for et benediktinerkloster i Montreal, hvor der altid er tre grupper mennesker: Munkene, som lever det benediktinske ideal i en rytme af bøn, praktisk arbejde og studier. Lægfolk, præster og søstre, som i en periode deler munkenes liv for at blive indført i denne kristne meditationsform - og endelig meditationsgrupper, der regelmæssigt mødes i klostret for at meditere sammen med munkene. Naturligvis findes der mange klostre, der fungerer på samme måde.

Ud fra dette kloster har ringene bredt sig, så der nu er grupper i mange lande, der beder det, man kalder "centrerende bøn".

"I centrerende bøn går vi udover hver tanke og billede, udover sanseme og intellektet, til det centrum i vort væsen, hvor Gud udfører sit vidunderlige værk. Dér bringer Gud vor Fader os ikke bare til live hvert øjeblik i sin skabende kærlighed, men han virke-liggør også den gave, vi fik i dåben, at være hans sønner og døtre, ét med hans eneste Søn. I dette lag af vort væsen, hvor vi er allermest os selv, e r vi bøn.

Centrerende bøn er en enkel "metode" til at komme bag det falske jeg, vi har opbygget, med alle dets forsvarsmekanismer, og i kontakt med det, som e r. Derfor heller ikke bare en 2 x 20 minutters praksis, men en vej til uafbrudt at leve ud fra vort dybeste center -ud fra Guds liv i os.

Centrerende bøn har tre trin:

  • Brug et minut eller to til at komme til ro og spænde af. Bevæg dig da i tro ind til Gud, som bor i dit eget hjerte.
  • Når du har været dér lidt i tro og kærlighed, så lad et enkelt ord eller en kort bøn, som udtrykker dit svar på Guds kærlighed, gentage sig selv i dig.
  • Hver gang du under bønnen blive bevidst om adspredthed, så vend stille tilbage til Nærværet ved at gentage din korte bøn.

Afslut din meditationstid med langsomt og opmærksomt at bede Fadervor eller en anden bøn.

( Fra Basil Pennington: Centerering prayer, s.65)

John Main anbefalede altid som "mantra" at bruge bønnen, der afslutter Johannes Åbenbaring: Maranata - Kom Herre Jesus. "Jeg anbefaler denne bøn, fordi den er på aramæisk, Jesu modersmål, men også fordi den sandsynligvis er den ældste kristne bøn." Naturligvis kan man bruge andre korte bønner i den centrerende bøn, bare Jesu navn - "Abba, Fader", Jesu egen bøn - eller den bøn, som er så elsket af de ortodokse kristne: "Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder."

Døden: Den indre rejse

Den, som vil finde sit liv, må miste det. (Matt.10,39)

John Main så meditation i kristen forstand som en vej gennem død til opstandelse.

"Den hellige Benedikt sagde til sine munke: "Hav altid døden for øje". Vi taler ikke meget om døden i vor moderne verden. Men hele den kristne tradition fortæller os, at hvis vi vil opnå visdom, må vi lære den lektie, at "vi ikke her har noget blivende sted" (2.Kor. 12,10). Vort liv begynder, udvikles, modnes og så må vi forberede os på afslutningen af dette dødelige liv. Forstandige mennesker har altid vidst, at for virkelig at leve fuldtud, må døden være med i vort perspektiv.

Meditation er en vej til styrke, fordi den fører udover vor død til opstandelsen, til et nyt og evigt liv, som gives os gennem vor for-ening med Gud. Det væsentlige i det kristne evangelium er indbydelsen til at erfare dette liv netop nu, i dag. Alle bliver vi udfordrede til at dø, fra vor selvoptagethed, selviskhed, begrænsethed - fordi Jesus er død for os og er opstået fra de døde. Kaldet til at dø er altså samtidigt tilbud om at opstå til nyt liv, til fællesskab, til et fuldkomment liv uden frygt. Jeg tror, det er svært at afgøre, hvad mennesker frygter mest: døden eller opstandelsen! I meditationen falder frygten efterhånden væk, fordi vi erfarer, at død er frygtens død og opstandelse er virkelig at få et helt nyt liv. Hver gang vi sætter os til meditation, træder vi ind i denne akse, hvor død og opstandelse mødes. I vor meditation går vi jo udover vort eget liv og alle dets begrænsninger og ind i Guds mysterium" (Fra et foredrag John Mainholdt til en meditationsgruppe).

Den 6.okt.1982 holdt John Main et foredrag for Ca. 2000 dele-gerede i "internationalt seminar for terminal pleje" i Montreal. Han var da selv alvorligt syg af cancer og svært lidende. Han døde to måneder senere. Følgende er en let forkortet oversættelse af dette foredrag:

Død-liv danner sammen et paradoks, der kan være en skræmmende realitet at blive konfronteret med, for vi bliver stillet over for to hinanden modsigende sandheder. Fristelsen er at ignorere enten den ene eller den anden. Men ignorerer vi døden, vil vi leve et overfladisk og urealistisk liv. Hvis vi på den anden side ignorerer livet, vil vor eksistens blive præget af negativitet og fortvivlelse. Vi må finde det, som den hellige Benedikt kaldte "middelvejen". Vi må finde det centrum, det balancepunkt, hvor vi kan tillade paradokset at være i alt dets dynamik og forblive i det.

Jeg taler til jer ud fra den monastiske tradition. Fra dette kristne perspektiv ser vi dette centrum som vort eget hjerte. "Guds rige er inden i jer" (Matt. 10,39). For at kunne møde døden med et håb, som gør os sandt menneskelige, og for at kunne være i stand til at leve i frihed og glæde, må vi i tide finde dette vor persons centrum.

Den indre rejse er en vej til enhed. Først skaber den enhed i os selv. Dernæst - fordi vores personlige fuldbyrdelse sker hinsides os selv - forener den os med andre. Og endelig - da enhed med andre åbner vort hjerte for kærlighedens mysterium - forener den os med Gud, så Gud kan blive alt i alle. (l.Kor. 15,28).

I traditionen har man talt om den første død som ego'ets død. Falsk trøst og selvbedrag kan ikke overleve den proces, hvor egoismen dør. Vi må forberede vores anden død, kroppens død, ad en vej, som på én gang er individuel, konkret og universel. Denne vej må inddrage hele vor person, og denne vej, der fører til vort egos død, den første død, er netop hvad vi kalder bøn - rejsen til vort indre centrum, som samtidigt overskrider vore egne grænser.

Det er vigtigt at huske, at døden må aldrig adskilles fra livet. Hvis den indre rejse er død for egoismen, er den i samme grad fødsel til nyt liv.

Allerførst må vi forstå, hvor realistisk og praktisk denne rejse er, for at den kan blive en naturlig del af vort liv. Generation efter generation af Åndens mænd og kvinder har foretaget rejsen ind i dette paradoks, hvor død og opstandelse mødes.
Det forekommer mig, at når vi i dag er blevet så fremmedgjorte over for den åndelige erfaring, som giver mening til liv og død, er det fordi vi er fremmedgjorte over for den tradition, som formidler vejen til denne erfaring. De gamles lære var helt igennem praktisk. For at gennemføre den indre rejse, må du acceptere en daglig disciplin. Du må afsætte to perioder, morgen og aften, til meditation. Og denne tid skal ikke bruges til at tænke, analysere, planlægge eller til at ransage dig selv. Den skal tilbringes i stilhed og den yderste enkelhed.

(John Main præsenterer her centrerende bøn, men da dette er gjort ovenfor, udelades denne del af foredraget).

Det er en enkel vej og derfor en stor udfordring til os, fordi vi er vant til at søge sandheden i det komplicerede. Det er en enkel vej, men derfor ikke nødvendigvis en let vej. Den kræver tillid og måske en slags dumdristighed for overhovedet at komme i gang, og den kræver mod for at holde ud, men alt vi har at miste er vore egne begrænsninger.

Denne vej, som jeg antydede det, er en vej til død og en vej til liv. Når du gentager din korte bøn og i den går udover din bevidsthed om dig selv, dør du fra den vanskeligste ting i verden at dø fra, din egen egoisme, din selvcentrerethed. Simpelthen fordi du ved at gentage den korte bøn ikke tænker på dig selv. Din opmærksomhed er knyttet til bønnen. Og samtidig med at du lærer at gentage bønnen med stadig dybere overgivelse, med stadig stærkere tro, dør du fra alt, som hindrer dig i et "liv i overflod". Det er dette liv i overflod, som er vor bestemmelse. Jesus sagde jo: "Jeg er kommet, for at I skal have liv, ja liv i overflod." Når vort ego dør, opstår vi til et uendeligt rigt liv og frem for alt til et liv i åndelig frihed. Meditationen er en helbredende proces. Det, som heles, er det dybeste sår vi har: det dybe splittelsens sår i os, som skiller os fra os selv, fra andre, fra Gud - og dermed fra vore egne totale muligheder.

Den, som vil finde sit liv, må først miste det. Vi ved fra vore daglige erfaringer, at sådan hænger tingene sammen. Hvad vi behøver, er et konkret middel, som sætter os i stand til anvende og fuldbyrde denne erkendelse i vort væsens dybeste lag. I meditationen kommer vii harmoni med denne livslov. Vi lærer, at vi må gå ind i det nu-øjeblik, vi har fået, før døden samler fortid og fremtid i evigheden.
Det betyder, at vi må lære at dø fra egoet og dets ustandselige smutten ud af nu'ets virkelighed, enten ind i sorg over fortiden eller i dagdrømme om fremtiden. At meditere er at lære at være nærværen-de i nuet, at være stille: "Vær stille og kend, at jeg er Gud." (sl.46,ll).

Vore daglige erfaringer bliver forvandlede af meditationen. Uden at ophøre med at være almindelige bliver de fordybede, mere ægte og gennemtrængte af kærlighed. Denne forandring skyldes, at vi i meditationen føjer de to livserfaringer sammen, som stærkest åbner os for virkeligheden: kærligheden og døden. Når vi bliver forelskede, bliver vores verden, både den indre og den ydre, forvandlet og forklaret. Den elskede person bliver centrum for vort liv. Vi erfarer den åndelige frihed, der opstår, når den selv centrerede knude, egoet, løsnes op. Al den energi, som tidligere blev bundet i kredsen om os selv, er nu sat fri og engageret i at glæde os over den anden, tjene den anden og bruge alle midler til at fordybe og udvide vort fællesskab.

Hvis et sådant forhold indebærer tilstrækkelig forpligtelse, så det fører personerne udover sig selv, og kærligheden fordybes udover forelskelseseventyret i en livslang proces af stadig vækst og mod-ning, så vil både personerne og forholdet forvandles. Det er et sådant gennem kærlighed forvandlet menneske vi skal blive, et helt menneske.

Når en elsket person dør og vi ligesom selv har deltaget i denne dødserfaring, vender vi tilbage til livet med et klarere perspektiv på vort eget liv, fordi vi har deltaget i et elsket menneskes død - i døden af en del af os selv.

Døden selv, og især et elsket menneskes død, lærer os samme lektie som kærligheden lærer os. Den åbenbarer for os, at jo dybere vi elsker og går ind i et kærlighedens fællesskab, jo mere radikalt må vi være frigjorte og ikke-ejende. Jo mere vi elsker, jo mere må vi dø fra egoet. Dette er den største udfordring livet giver os. Det er Korsets lære, denne korsets stædige dårskab, som åbner ind i Opstandelsens uendelige univers.

Både i erfaringen af kærlighed og død opdager vi virkeligheden i at miste os selv. Det vidunderlige er, at vi er i stand til miste os selv. Vi opdager, at selve meningen med livet er at miste sig selv. Og dette er netop, hvad meditationen lærer os. For at miste os selv, må vi holde op med at tænke på os selv. Vi må placere vort centrum uden for os selv, hinsides os selv, i en anden, i Den Anden.

Det er sandt, som Benedikt lærer os, at vi altid skal holde os døden for øje, og jeg mener, at meditationen er en i højeste grad naturlig måde at praktisere dette på. Hver gang vi sætter os til meditation, dør vi lidt mere fra egoet og træder derfor også mere fuldt ind i livet. Hver gang vi rejser os fra meditationen og tager fat på vore daglige opgaver, fordyber vi vor egen integration.

Ud fra dette syn bliver livet forberedelse til døden og døden forberedelse til livet. Hvis vi skal møde vor egen død med håb, må dette håb bygges på erfaring, ikke bare på teori. Vi må ud fra erfaring vide, at døden er en begivenhed i livet, en væsentlig del af ethvert liv i vækst, som er i en stadig udvikling og selvoverskriden. Det forekommer mig, at kun erfaringen af egoets stadige død kan lede os ind i håbet, ind i en stadig fordybet kontakt med selve livskraften.

Den eneste måde at forberede døden på er at dø dag for dag. Dette er en åndelig rejse endog før det er en religiøs. Religion er det hel-lige udtryk for det åndelige, men hvis den åndelige erfaring mang-ler, bliver den religiøse form hul, overfladisk og selvhøjtidelig.

At den åndelige virkeligheds kræfter findes i vort indre er baggrunden for meditationens indre rejse. Denne er indre, men ikke introspektiv. Enhver der mediterer i tro vil erfare, at denne rejse drager os ud af os selv. Jo dybere vi trænger ind i vort sande jeg, jo mere får vi kontakt med andre og med hele den mangfoldige skabelse. Og jo mere vidunderligt ser vi enheden i alt - en enhed, hvis centrum findes i dybet af os selv.

Må jeg citere fra Paulus: "Derfor taber vi ikke modet; tværtimod, selvom også vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. Thi vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os, som ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun til en tid, men de usynlige varer evigt. Thi vi ved, at dersom vort legemes telt, vor jordiske bolig, nedbrydes, har vi en bygning fra Gud, en bolig, ikke gjort med hænder, en evig, i Himlene, så sandt vi ikke skal findes nøgne, når vi engang har iklædt os den. Ja, vi som er i legemets telt, sukker under et tryk, fordi vi ikke vil afklædes, men over-klædes, så det dødelige kan opsluges aflivet. Og den, som har sat os i stand netop til dette er Gud, som gav os Ånden som pant. Så er vi altid ved godt mod." (2.Kor.4,16-5,6).

Visionen af det usynlige, og den tillid som opstår ved at blive ind-draget i det udødelige, er hvad meditation drejer sig om. Vi ved med usvigelig sikkerhed, at den grund vi står på, når vi dør fra os selv, er evig. Vi kan aldrig "falde ud af' livet. Gud tager aldrig den gave tilbage, han har givet os; når han har givet os liv, er det evigt. Denne erfaring er den vigtigste forberedelse vi behøver for at kunne møde vor egen død uden frygt, uden falsk trøst, med åbent sind og hjerte.

I alle de år vi har undervist i denne meditationstradition, har vi mødt mange mennesker, som først er begyndt at meditere, når de var dødssyge og så deres livshorisont nærme sig. Deres holdning til døden blev forvandlet, når de begyndte at dø fra sig selv dag for dag. Det har været en dyb inspiration for os at se deres vækst i tro og håb, selvom de først begyndte at meditere i dette sidste livsstadium. Sam-tidig har det været inspirerende at se, hvordan den forandring, som skete i dem og i deres holdning til døden, påvirkede deres familie og venner, som så nært som det var dem muligt deltog i deres sidste rejse.

Den hellige Benedikt har i sin regel en liste over de livsholdninger, som munken skal udvikle i kærlighed og disciplin for at for-berede sig selv til det Benedikt kalder "Guds Riges guddommelig-gørende lys". En af disse holdninger er netop: Hold dig altid døden for øje. Der er, tror jeg, en ekstraordinær visdom i denne formaning. Kun ved at holde os døden for øje kan vi virkelig lære at blive totalt barnlige i vort forhold til livets endelige mening. At lære at sige vores korte bøn i den daglige forpligtelse til meditation er at træde ind i denne barnlighed. For det er dette lille ord, som vil rodfæste os i den evige grund i vort væsens dyb og lære os, at i døden går vi totalt ud af os selv og får et totalt nyt liv i Gud.

Ved at gentage den korte bøn lærer vi både at dø og at modtage det evige liv som gave - på én gang. Vi lærer at al død er død fra begrænsning og at når vi dør fra vort ego, står vi op til en uendelig frihed i kærlighed: for kærlighed er universets skabende energi og også det skabende centrum i vort eget væsen. For at finde dette centrum må vi gå udover vor egen selvoptagethed; vi må dø fra alt det, som er omskifteligt. Mens vi foretager denne rejse og deler den med andre, erkender vi den sandhed, at virkeligheden er ikke en statisk fuldkommenhed, men en gåen ud af sig selv til Den Anden. Kun når vi har mistet vort liv, kan vi finde det.

Meditationens vej er en personlig vej, som døden er en personlig rejse. Ingen kan meditere for os, og ingen kan dø for os. Så mange barrierer og så megen frygt styrter sammen, når et menneske møder døden. Så megen mere frihed vindes til at række hånden ud mod den anden. Og det samme gælder i meditationen.

For at holde ud på meditationens vej behøver vi rejsefæller, for den er en pilgrimsrejse. Det vigtige i meditationen er hele tiden at være på vej. Målet eller bestemmelsen er intet mindre end uendelig udvikling af væren, af liv. Pilgrimme rejser sammen i tro, støtter og opmuntrer hinanden undervejs, indtil de i ulige fart og ad forskellige veje, måske, når det fælles mål.

Hvilke praktiske konklusioner kan vi drage af alt dette? Jeg tror, der helt enkelt er disse:

  • Vi skal alle forberede os til at dø. Akkurat som vi gennem ud-dannelse forbereder os til livet, må vi forberede os til døden.
  • For at leve fuldt ud, må vi leve i fællesskab med andre. Vi må leve vort liv i kærlighed. For at elske må vi lære at dø fra os selv.
  • Meditation er i traditionen blevet kaldt den første død. Den er en vigtig forberedelse til vor anden død, som er vor endegyldige indtræden i det evige liv.

Oversigt

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk