Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Saligt det folk, der kender til frydesang

"Saligt det folk, der kender til frydesang," siger salmisten (89,16) og fortsætter: "de vandrer, Herre, i dit åsyns lys". Salige er vi - hver enkelt af os - hvis vi kender til frydesang, hvis vi ved, hvad jubel er, hvis vi er klar over Guds virkelighed, frelse og kærlighed og derfor føler behov for at juble af glæde.
Mennesket består af både krop og sjæl og må derfor også udtrykke sjælens jubel med kroppen. Men det virker begge veje; det ydre påvirker også vort indre, vort åndelige liv og psykologiske tilstand. Vi ved alle, at det er lettere at være glad en herlig solskinsdag end på en grå regnvejrsdag. Et historisk eksempel er Napoleon: Han havde taget pa-ven til fange og ville have ham til at gøre indrømmelser angående Vatikanstaten. Men ansigt til ansigt med den gamle svagelige pave havde Napoleon svært ved at holde vreden i kog, så han kunne gribe til magt. Til sidst tog Napoleon en stor kandelaber og kylede den i gulvet, og på denne måde lykkedes det ham at mobilisere den nødvendige vrede overfor den skrantende pave.
Napoleon lod vreden være drivkraft for sine handlinger, på lignende måde skal vi i troen lade jubelen over alle Guds vældige gerninger være den kraft, der påvirker vore liv.

Hvad er jubel?

Ifølge ordbogen er jubel: "et højlydt og længerevarende råb som udtryk for stor glæde eller begejstring". Ordet stammer fra middelalderlatin jubilare, jubilus og betyder hos kirkefædrene og i middelalderen en slags indre glæde, der kommer til udtryk i råb eller sang. Cantus Jubilus er i det liturgiske sprog den sidste, langt udtrukne, jublende tone i for eksempel halleluja.
Augustin siger om jubel: "For hvem passer jubelsang bedre end for den uudsigelige Gud?" Hvis du ikke kan tale om Ham, fordi Han er uudsigelig, og du alligevel ikke kan tie, hvad kan du så andet end at juble; juble så hjertet glæder sig uden ord, og din glædes storhed ikke begrænses af ord?
Et andet sted siger Augustin: "Mennesket er ikke i stand til at udtrykke de helliges grænseløse glæde i Gud". I denne knibe er den ordløse jubel den eneste udvej til at forsøge at udtrykke det, der erfares i tro. I grænseløs glæde bryder mennesket ud i jubel. Denne jubel, der ikke er begrænset af form eller ord, er den mest immaterielle form for lovsang. Stemmen alene udtrykker en glæde så stor, at ingen ord kan beskrive glædens årsag. Glade mennesker synger eller nynner ofte en sang uden ord. Når vi synger halleluja skal vi ikke i første række tænke over hvad vi synger, vi skal lægge hele vort hjertes glæde i vor jubel og juble for Herren.

Jubel i Helligånden

I Lukasevangeliet bryder Jesus selv ud i jubel: "I samme stund jublede Jesus i Helligånden og sagde: 'Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen ved, hvem Sønnen er, undtagen Faderen, og ingen ved, hvem Faderen er, undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for"' (Luk 10,21-22). Denne jubel bryder frem fra Tre-enighedens hjerte. Jesu jubel har sit udspring i Hans guddommelige væsen: Sønnens jubel over kærlighedsbåndet til Faderen i Helligånden. Det er ikke i første række disciplenes vellykkede apostolske virksom-hed, der får Ham til at juble, men Faderens måde at åbenbare hemme-ligheden om sit Rige på. Det er en guddommelig gave, som mennesket kun kan tage imod i barnlig åbenhed. I denne gave ligger kundskaben om Faderen og Sønnen skjult, og denne gave har disciplene taget imod ligesom børn, ulærde og ukomplicerede, og de har givet den videre. Dette fik Jesus til at juble i Helligånden.

Men vi har alle modtaget Helligånden, og vi kan alle juble i Ånden. Helligånden jubler i os, og vi jubler i Ånden. Lad os lytte til Helligån-den, der har inspireret jubelen i hele Bibelen.

Jubel i Bibelen

Det hebraiske ord for jubel - der på græsk blev til alalagmos og på latin til jubilus - var oprindeligt det krigsråb, der fulgte på lyden af jubelhornet, sådan som vi hører det i beretningen om Joshuas belejring af Jeriko, men siden gik det over til at betegne en liturgisk ritus til Guds, den hellige konges, ære.

Profeterne var mænd, der vidste, hvad jubel er, og deres tekster in-spirerer den dag i dag Kirken til jubel. For eksempel hører vi Sefanias råbe: "Råb af fryd, Zions datter, bryd ud i jubel, Israel!... Han (Herren) fryder sig i glæde over dig!" (Sef 3,14+17), og Esajas opfordrer til jubel over Jerusalems oprettelse: "Himlen skal råbe af fryd og jorden juble" (Es 49,13).

Psalteret er et bæger, der ofte flyder over med jubel. Kirken begynder hver morgen med denne opfordring i Invitatoriet (den salme, som indleder laudes): "Kom, lad os juble for Herren" (Sl 95,11).

Flere salmer begynder med: "Råb af fryd for Herren, al jorden", det er i den nye oversættelse blevet til: "Bryd ud i fryderåb for Herren, hele verden" (for eksempel Sl 66; 98; 100) Salme 100 fortsætter med at fortælle, hvorfor Israel (og langt mere vi) skal juble for Gud: "Tjen Herren under glædesang, træd frem for ham under jubel! Forstå, at Herren er Gud, han har skabt os, og ham hører vi til, vi er hans folk og de far, han vogter. Gå ind ad hans porte med takkesang, ind i hans forgårde med lovsang, tak ham, pris hans navn! For Herren er god, hans trofasthed varer til evig tid, hans troskab i slægt efter slægt". Den nye oversættelse af salme 95 (invitatoriesalmen) gør jubelmotivet endnu mere tydeligt:
"Kom, lad os juble for Herren, bryde ud i fryderåb for vor frelses klippe".

Salme 16, som Apostlenes Gerninger citerer med henblik på Kristus, siger: "Jeg har altid Herren for øje, han er ved min højre side, og jeg vakler ikke. Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler, ja, mit legeme skal bo i tryghed. For du vil ikke prisgive mig til dødsriget, din fromme vil du ikke lade se graven. Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd".

Den nye oversættelse af den salme, jeg begyndte med, lyder: "Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig, Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de", altså er den anden del en følge af den første: at hylde Herren med jubel medfører, at vi får lov at vandre i Hans ansigts lys.

I det Nye testamente får jubelen en dybere mening. Der ser vi, at der altid findes en grund til at juble. Jubel er en normal ingrediens i det kristne liv. De første kristne i Jerusalem "kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud" (ApG 2,46). Maria synger i sin lovsang: "Min ånd fryder sig over Gud, min frelser!" Og i saligprisningerne formaner Jesus os til at glæde os og juble under forfølgelser (Man 5,11-12).

Kirken - en skole i jubel

I Bibelen opfordres vi altså ofte til at juble i Gud. Naturligvis kan vi ikke altid gøre det spontant eller hele tiden. Vore lunefulde følelser løber let af med os, men i det åndelige liv kommer det ikke an på følelser eller fornemmelser. Det kommer an på tro. Denne tro er noget, vi skal vokse i, siger Peter i sit andet brev, og det er noget, Kirken hjælper os med. Den lærer os, hvornår og hvordan vi skal juble; og i sin liturgi lader den os øve os i jubel.

I sine "Hymner til Kirken" skriver Gertrud von le Fort: "Inden dagen rinder, falder du ned for Herren. Inden lærken stiger mod himlen, stiger dit hjerte i jubel mod ham, og jubelen fortærer al frygten, når du priser din skaber og din Gud".

I liturgien kan og bør vi føle os forenede med den store skare i Åbenbaringen (19,6-7): "Halleluja! Herren vor Gud, den almægtige, har taget magten, lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede". Liturgien hjælper os til hver dag at juble med Kristus og med Kirken over Guds store, underfulde værker. Davids salmer indtager naturligvis en stor plads i Kirkens liturgi; og Guds underfulde værker, som de jubler over, får et dybere indhold i en kristen sammenhæng. Kirken minder os om, at vore personlige følelser ikke behøver være de samme som salmistens. I liturgien lærer vi at overvinde det personlige og vide os forenede med hele Kristi legeme. I messens liturgi er der også rigelig plads til jubel:

Messens præfation (den centrale lovprisningsbøn i messen) er altid en jubelsang, der lovsynger Guds underfulde værk, en jubelsang, der bekræftes og forlænges i Sanctus (Hellig, hellig, hellig), hvor vi tilslutter os de himmelske hærskarers jublende lovsang.

I sin ovenfor nævnte hymne lader Gertrud von le Fort Kirken præsentere sig med ordene: "Jubel er mit navn og glæde mit ansigt," og lidt længere fremme, "Store almægtige Gud, jeg vil synge din pris på strandene til din Treenigheds lys! Under sang vil jeg styrte mig i din herligheds
hav og jublende bæres af din almagts bølger!"

Kirken er klar over, at dens vigtigste opgave er at juble for Gud i lovsang og taksigelse. Kirken ved også at den - ved Ham og med Ham og i Ham kan gøre dette på en fuldkommen måde.

Den enkelte kristnes jubel

Vi skal hver især lære at juble i Ånden, der er os givet: Lige som Kristus selv, der ejede Åndens fylde, og som Maria, der i alle ting blev drevet af Ånden, helt ren som hun var. Her på jorden magter vi det ikke til fulde, med mindre vi opnår den fuldkomne forening med Gud. Så bliver vort liv en stadig jubel.

Kirkefædrene har ofte knyttet jubel og kontemplation sammen og normalt knyttet jubelen til en lavere form for kontemplation. Men for Richard af St. Victor (død 1173) er jubelsangen en følge af, at mennesket til fulde tager imod den guddommelige liflighed, det der senere kaldes den mystiske forening.

Teresa af Avila taler kun én gang udtrykkeligt om jubelsangen: "Sjælens glæde - jubilos - er så overvældende stor, at den ikke vil nyde den alene, men giver alle del i den for at denne glæde må hjælpe dem at prise Herren" (Den indre borg, VI 6,10).

Johannes af Korset taler i "Åndelig sang" strofe 38,4 om "sangen fra den dejlige nattergal". Med nattergalens sang mener han den jubel, sjælen erfarer i Gud. Denne jubel er en sang, mennesket får af Kristus for sammen med Ham at synge for Gud i Helligånden. Det er en fuldkommen lovsang, fyldt med jubel i Gud, fordi mennesket dér lovsynger Gud sammen med Gud selv.

I "Levande Kärlekslåga" beskriver Johannes af Korset den åndelige forening med Gud: "I denne tilstand af fuldkomment liv lever sjælen altid, både i det indre og i det ydre, som i en feststemning, og på sin ånds tunge bærer den meget ofte en stor jubel til Gud, ligesom en fly sang, der altid er ny og fyldt af den glæde og kærlighed, som bevidstheden om dens lykkelige tilstand kræver" (strofe 36,2).

Men vi skal ikke vente med at juble i Ånden til vi kommer i Himmelen eller opnår den mystiske forening med Gud. Ånden inspirerer os til altid at se Gud i det skabte og lovprise Ham. Han lader os se Gud i vore medmennesker, ligesom Jesus så Faderens værk i disciplene og brød ud i jubel. Priser vi Gud, når vi ser, hvordan Han virker i andre? Ikke kun i helgenerne - det er let nok og kræver ingen større anstrengelse at prise Gud, når vi læser en gribende helgenberetning. Men gør vi det også, når vi ser det gode, der kommer fra Gud, i vore hverdagsagtige medmennesker, i venner, præster og så videre?

Med Åndens hjælp skal vi forsøge at give udtryk for den glæde, der findes i os. For vort egentlige væsen - og vort kald - er lovsang og glæde. Glæden bor i os, fordi Ånden bor i os. Vi er skabte til at blive glæde og lovsang. Desværre lægger vi ofte os selv hindringer i vejen:
dårligt humør, træthed, dovenskab, åndelig ladhed, ufordragelighed, fordomme, og så videre. I Himmelen kommer vi til at glæde os på andres vegne, juble i Gud for dem alle. Lad os begynde allerede nu. Lad os juble for alt det gode, vi ser i alle andre, også i Kirken hvis negative sider, vi ellers har så travlt med - og hos de ikke-troende, for Ånden virker også i dem.
Saligt altså det folk, der kender til frydesang. De vandrer, Herre, i dit åsyns lys, og deltager mere og mere - selv om det så kun er i troen - i den jublende glæde, som er Guds væsen.

Emmanuel Martens ocd

test

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk