Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Om at bede med Psalteret

Psalteret (Davids salmer) er selve grundstammen i tidebønnen. Gud ta-ler til os gennem sit ord, og Gud selv giver os også de ord, som vi svarer med. Han lægger os ordene i munden. Hvorfor skulle vi selv producere fattige ord, når Gud gør det så let for os og giver os sit eget ord?

At bede med Guds egne ord

Det er let at få smag for salmerne, når vi er bevidste om, at det er Gud selv, der har givet os disse bønner. Alt, hvad Gud gør og giver, har en åbenhed, en bredde og en vidde, der gør, at hver og en kan føle sig hjemme dér og bevæge sig frit. Spiritualitetens og mystikkens historie viser, hvordan salmerne er blevet tolket på mange forskellige måder.
En af hemmelighederne ved salmernes åbenhed og mangetydighed er, at Gud i Psalteret - ligesom i resten af Bibelen - taler i billeder. Det, som er typisk for billeder, er, at de forener to tilsyneladende uforeneli-ge egenskaber: de er nemlig både konkrete og åbne. Et abstrakt begreb forbliver altid "abstrakt" og gør derfor altid et uvirkeligt indtryk. Vir-keligheden er jo altid konkret. At sige, at Gud er god og barmhjertig, er ikke altid virksomt, men lignelsen om den fortabte søn lader næppe nogen uberørt.
At billeder og symboler ud over deres konkrete betydning også er åbne, ved vi alle. Et billede peger i én retning, men sætter ingen græn-ser. At Jesus er Guds lam eller Juda løve kan tolkes på mange måder, der kan synes at være indbyrdes modsigende, men som i grunden ikke er det.
Der findes en hemmelighed til, der forklarer den følelse af frihed og grænseløshed, vi får, når vi læser Psalteret. Salmernes bønner er et led i en historie, Israels historie, og det gør, at alt, som siges, er forbundet med fortid og fremtid. Alt peger både bagud og fremad. Bagud måske næsten til menneskehedens begyndelse. Når jeg beder salme 139: "Mi-ne knogler var ikke skjult for dig, da jeg blev formet i det skjulte, blev vævet i jordens dyb", går mine tanker af sig selv til det første menne-ske, som Gud formede af jorden. Når jeg beder: "Fjenden forfølger mig, han træder mig i støvet" (S1143,3), handler det ikke om en abstrakt fjende. Alt hvad jeg har læst og ved, om hvordan Israel er blevet forfulgt af sine fjender, især egypterne, vækkes til live og indgår i indholdet i ordet "fjenden".
Men mange ord peger også fremad mod Kristus og hans rige. Når jeg læser: "Herren genopbygger Jerusalem og samler Israels fordrevne" (Sl 147,2), kan jeg ikke lade være at tænke på det himmelske Jerusalem, som Herren vil opbygge, og på hele menneskeheden, som jeg håber, Han kommer til at samle dér.
Vi forstår Augustin, når han siger: "Psalterium meum, gaudium me-um" (Mit Psalter, min glæde). Ingen anden bønnebog kan sidestilles med den, Gud selv har skrevet til os.

Vi beder med samme ord som Jesus

Jesus har i sit jordiske liv selv bedt salmerne. Det sammen kan siges om Jomfru Maria. "Jesus deltog," siger den almene introduktion til Kyrkans dagliga bön, "som man med rette antager, i de offentlige gudstjenester både i synagogen, hvor Han gik hen, som Han plejede (Luk 4,16) og i templet, som Han kalder et bønnens hus, og også i de enkelte bønner, som fromme jøder plejede at recitere dagligt. Han udtalte de traditio-nelle velsignelser af Gud ved måltiderne, sådan som det udtrykkeligt berettes i fortællingerne om bespisningsunderet, om den sidste nadver og om måltidet i Emaus."
Jesus befalede, at vi skal gøre det, Han gjorde. Han sagde ofte, at vi skulle bede ,i Hans navn', når vi anvender samme ord som Han. Det er noget stort at vide, at de salmer, jeg nu beder, er blevet sunget af Jesus, at Han har gjort dem til sin egen bøn, til udtryk for sine egne følelser, for sin kærlighed til Faderen, sin tillid, sin glæde, men også for sin angst, sin harme og sin protest mod uretten.
Det lyder ikke hyklerisk at bede: "Skaf mig ret, Herre, for jeg van-drer retsindigt" (Sl 26,1), når vi ved, at det er Jesus, der beder sådan. Og så kan også vi bede det, for vi er jo i Ham, "filu in Filio" (sønner i Sønnen) og vi beder ,i Hans navn'.

Men kan Jesus have bedt en salme, der er en syndsbekendelse? Kan Han have sagt: "Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtræ-delser i din store barmhjertighed! Vask mig fuldstændig ren for skyld, rens mig for synd!" (Sl Sl,3-4)? Jo vel kan han det. En sådan bøn passer endnu bedre i Hans mund end i vor. Han har jo taget hele menneske-hedens synder på sig, "Ham, der ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os" (2 Kor 5,21).
Når vi beder Psalteret tilslutter vi os altid Hans bøn. Af og til er det let at genkende Jesu bøn, at høre Ham synge eller sukke. Kan man an-det end at tænke på Ham, når man beder: "De ser på mig med skadefryd, de deler mine klæder mellem sig, de kaster lod om min klædebon" (Sl 22,18-19)? Eller: "Jeg skal ikke dø, men leve og fortælle om Herrens gerninger" (Sl 118,17). På en eller anden måde handler hele Psalteret om død og liv, og ingen har gennemlevet overgangen fra død til liv så bevidst og dramatisk som Jesus. Det er jo påskemysteriet, Hans "pascha", det vil sige overgang fra død til liv, der er det centrale Kristusmysteri-um.

Hævnsalmerne

Det er nok noget sværere at genkende Jesu bøn i de såkaldte hævnsal-mer. Hvordan kan Han, der priste de sagtmodige, tage sådanne ord i sin mund? Jesus er ikke bare et sagtmodigt Guds lam Han er også den, der slynger forbandelser i ansigtet på farisæerne. Når man læser Hans syv-foldige veråb: "Vé jer, skriftlærde og farisæere, I hyklere" hos Matthæus (23,13-33), forstår man, at Han ikke havde nødigt at springe visse, for vore ører anstødelige vers i hævnsalmerne, over. Han var også fortrolig med disse! Er der så stor forskel på forbandelserne i Psalteret og Hans ord til farisæerne: "Slanger! øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?" (Matt 23,33). Johannes er heller ikke synderligt blid mod de "mange antikrister, som er udgået fra os, men ikke er af os" (jvf. I Joh 2,18-19).
Når Jesus anklager farisæerne, og når Han beder hævnsalmerne, er det ikke for Ham en måde at afreagere på. For os er det måske sådan, og det kan være velgørende at give luft for sine indestængte aggressioner overfor Gud i form af bøn. Jesus så dybere. Fjenderne var for Ham aldrig personlige fjender, men fjender af Guds folk, og dermed Guds fjender. Fjenderne var mennesker, som søgte at forhindre Gud i at vir-keliggøre sin frelsesplan. Ikke at reagere mod sådanne fjender ville være
grusomt mod menneskeheden. For Jesus gælder det at skubbe alle hin-dringer til side, så at Guds kærlighed frit kan strømme ud over menne-skeheden.
Men Jesus ser endnu dybere, Han ser, hvordan disse fjender er mari-onetter i Satans magt, og hvordan der foregår en kosmisk kamp mellem lyset og mørket, "thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet" (Ef 6,12).
Det er heller ikke personer, Jesus vil rydde til side, men nogle perso-ners handlemåde. Når Han fordømmer de gudløses gerninger, søger Han samtidig deres hjerter. Og det er tilladt at håbe, at Han også vil "finde" dem, og at de tager imod Ham.
Israels gamle bønnebog gennemgår en total forandring, når Jesus gør det til sin egen bønnebog. Man kan nu ikke længere indvende, at Psal-teret tilhører det Gamle Testamente, og vi lever i det Nye Testamente. Psalteret får nu et nytestamentligt præg. Ved at Kirken beder det, bliver indholdet "Kristificeret". Når vi beder det, hører vi Kristus bede og opdager samme dybder i teksten som Han.
Gud vidste fra begyndelsen, at Psalterets bønner først ville få den fulde betydning, de "latent" bar på, når Ordet var blevet kød og selv havde udtalt dem.
Har man én gang lært sig at genkende Kristi bøn, bliver læsningen af Psalteret en kilde til stadig nye opdagelser. Man bliver aldrig færdig med den.

"En lovsang til vor Gud"

Psalteret er en uvurderlig gave til Israel og til Kirken. Og det allerfine-ste, det allerhøjeste ved denne gave er, at den lærer os at prise og lovsynge Gud. "Det er godt at takke Herren og at lov synge dit navn, du den høje-ste" (Sl 92,2).
Mennesket er mest sig selv og virkeliggør sine højeste potentialer når det priser og takker Gud. Da er mennesket lykkeligt, da træder det ind i "sin Herres glæde", da er det præcis, som det var Guds hensigt: helt fri for sig selv og rettet mod ham. Ingenting er så helbredende som at lovsynge Gud. I og med lovsangen genoprettes menneskets oprinde-lige retning, den vertikale. Når mennesket priser Gud og dermed forlader
sig selv, kommer det hjem til sig selv. Mennesket er jo skabt som rela-tion til Gud, som "ekstase", som en dragen ud af sig selv. Når mennesket priser Gud for Hans egen skyld, "propter magnam gloriam tuam" (for din store herlighed), genvinder mennesket sin paradisiske tilstand og bliver til fulde det, det egentligt er. "Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til" (Sl 104,33-34). Når man behager Gud ved at prise Ham, bliver man også selv glad.
Når vi jubler over Gud, deltager vi i Jesu jubel over sin Fader. Denne jubel er Hans grundindstilling: "I samme stund jublede Jesus i Helligånden og sagde: 'Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, ..."' (Luk 10,21).
Ved at man i lovsangen igen og igen giver slip på sig selv og opslu-ges i Gud, bliver man også igen og igen født på ny: man lever i opstan-delsens glæde. Så kan man også bære meget. Man kan sandelig ikke anklage salmisten for, at han fortrænger eller skyer den hårde virkelig-hed. Der findes næppe andre bønner i menneskets historie, hvor man så uhæmmet giver udtryk for sin smerte, sin fortvivlelse og sit oprør.
I Psalteret befinder vi os altid på to planer samtidigt. På det ondes plan med dets menneskelige og kosmiske triumfer - og på Guds plan, hvor Hans almagt og barmhjertighed triumferer overalt. På det ene plan bliver alting bare værre og værre, og vi er på vej mod den endelige undergang, på det andet plan er alting på vej til at blive godt, ja alt er på en eller anden måde allerede godt.
Som illustration til dette passer et citat fra et menneske, der lever meget nær Gud: "Selv om jeg befinder mig i menneskelig smerte eller midt i min egen elendighed og svaghed, er Hans herlighed alligevel samtidig så lysende klar, ligesom i en anden dimension. Vist er det forgængelige, det synlige, det af og til smerteligt sanselige, en virkelig-hed. Men den usynlige herlighed, der uafladeligt strømmer frem fra evigheden, der er midt iblandt os, er en endnu virkeligere virkelighed. Her er dommen allerede afsagt. Det, der ikke kan bestå i evighed, har allerede mistet sin eksistens. Synden har ingen reel eksistens, synden er bare, at mennesket lukker øjnene for sandheden. Men hvor meget mennesket end lukker øjnene, er sandheden og den virkelige virkelig-hed alligevel det, den er. Helliggørelsesprocessen, livet i saligprisningernes ånd, er lidt efter lidt at få sine øjne åbnede, indtil de til sidst kan se, at alt er godt. Alt er virkelig godt, alt er rent, hvis bare vore øjne er åbne.
At stole på Gud er ikke længere en dyd, for der kan ikke længere findes andet end håb. Hele verden hviler i en vugge af tryghed og Ømhed, og intet kan skille den fra Guds kærlighed i Kristus Jesus. Ved Ham, med Ham, i Ham er alt herlighed uden ende."

I Psalteret findes begge planer. Man kan kalde dem den provisoriske virkeligheds plan og den endegyldige virkeligheds plan. På det ene plan ser man periferien, på det andet den dybere dimension; på det ene plan anvender man sine menneskelige øjne, på det andet låner man Guds øjne. Men disse to planer er ikke ligeværdige. Klagesalmeme plejer at munde ud i forhåbning, oprøret fra begyndelsen af salmen smelter langsomt bort og giver plads for hengivelse. Klagen er en vej til større tillid.

Også Israel ved, at den egentlige virkelighed er god, at alt hviler i Guds hånd og derfor i grunden er godt. Det fremgår af selve det navn, disse poetiske sange har fået. På hebraisk kaldes de "tehillim", det vil sige lovsange, og på græsk "psalmoi", sange til akkompagnement af psalter. Selv om der klages og sukkes en del, kaldes samtlige tekster for "lovsange". Midt i alt mørket lovsynger vi Gud, fordi Han er Lys og fordi "lyset skinner i mørket" (Joh 1,5).

Mange af vor tids mennesker genkender bedst sig selv i klagesalmer-ne. De finder størst trøst i at udtrykke deres sorg og fortvivlelse for Gud. At få afløb for deres indestængte følelser gør dem godt og giver dem trøst. Og det er udmærket. Jesus har selv sagt: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrd er, og jeg vil give jer hvile
(Matt 11,28). Men hvis religionen kun tjener til at trøste os i vor nød, risikerer den at gøre os en bjørnetjeneste. Så befries vi aldrig fra vor egen lille, trange verden. Så kan religionen let blive et bedøvelsesmid-del, som lindrer vor smerte, en slags opium, netop det, man i vor tid ofte har anklaget religionen for at være.

Vi ser i Evangeliet at Jesus utrætteligt helbreder syge, men samtidig ønsker Han også at gøre alle til sine disciple til mennesker, der frivil-ligt tager deres kors på sig og følger Ham ind i døden. Han vil befri os fra os selv. Selv giver Han sit liv hen for os, men Han ønsker, at vi gør det samme for Ham. Han ved jo, at for den, der ikke vil give, findes der ingen glæde. Han ønsker, at vi skal have del i Hans egen glæde, som er en givende glæde. Den udgør Hans lyksalighed, som Han har fælles med sin Fader. Han taler af erfaring, når Han siger: "Det er saligere at give end at få" (ApG 20,35).

Netop dette lærer vi af Psalteret. Vi har lov til at klage og sukke ind i mellem, vi har behov for at tale ud. Men Psalteret er alligevel ikke en samling klageviser. Tyngdepunktet ligger på lovsangen. Når vi lover og priser Gud, "giver" vi os selv og får lov til at erfare, at det er "sali-gere" at give end at få. Der findes en forunderlig balance mellem klage og lovprisning i Psalteret, men med en markant overvægt af lovsang. Vi er ikke skabte til at klage, men til at lovprise.
At Gud har skabt os på denne måde har ikke sin årsag i, at Han har behov for vor lovsang for at være lykkelig. Der mangler sandelig ikke lovsang i Treenigheden, hvor Faderen tømmer sig selv i forherligelse af Sønnen og Sønnen i forherligelsen af Faderen. Det er for vor skyld, at Gud har skabt os til lovsang. En tekst fra den katolske liturgi udtryk-ker dette på en fuldendt måde: "Uden vor lovprisning er du den, du er, men i nåde lader du os takke dig og gør lovsangen til en frelsens kilde gennem Jesus Kristus, vor Herre."

Hvis vi ikke føler os hjemme i Psalterets verden, hvis vi ikke gerne beder med salmerne, burde vi spørge os selv, om vi egentlig interesse-rer os for Gud. For hvis vi ikke gerne priser Gud, er det antageligt fordi, vi endnu ikke har fattet, hvem Gud er. Hvis vi er begyndt at ane noget af Guds herlighed og storhed, af de "store ting" Han har gjort mod os, må vi strømme over af glæde og taknemmelighed. Så bliver vi ligesom de islandske gejsere, der pludselig udspyer varmt vand. Så er vi tak-nemmelige for, at der findes lovsange, skrevet af et folk, som ved, hvad jubel er (Sl89,16), lovsange, hvorigennem vi får luft for vor beundring, og som hjælper os til ikke at glemme det gode, Han har gjort (Sl 103,2). Israels lovsange er jo samtidig "ihukommelse": man prise Gud for na-turen, for at Han har skabt mennesket så stort, men fremfor alt for de vældige gerninger, Han har gjort for sit folk. Det gælder for hele Bibe-len, men i særdeleshed for Davids salmer, at den er menneskets gode hukommelse. Den opfrisker vor hukommelse og giver os således brændstof til vor lovsang.
"Mennesket er det eneste væsen, der er fange af sin fortid," skriver den franske filosof Paul Ricoeur (født 1913). Sådan kan det synes, og på et vist niveau er det sandt. Vi bærer alle rundt på en del sår, der er en følge af, hvad vi har oplevet og gjort. Men på et andet niveau er det overhovedet ikke sandt. I stedet for at fængsle os kan erindringen også befri os. Ved siden af den narcissistiske erindring, der får os til at slikke vore sår, findes der også en påske-erindring, en erindring om op-standelsen, som retter os mod Guds velgerninger og får os til på en måde at deltage i Guds egen erindring: Han kommer jo sin pagt ihu. Denne erindring om opstandelsen befrier os fra vor onde fortid, den er til og med i stand til at opdage Guds "besøg" i det svære, der har ramt os. Denne gode erindring gør os til "eukaristiske" mennesker, det vil sige mennesker, der er sprængfyldt af taknemmelighed og lovsang. Vi har fået denne erindring om opstandelsen ved vor dåb, men de fleste af os bruger den for lidt. Vi er så glemsomme. Vi er ligesom Israel, der hele tiden fristedes til at glemme Guds velgerninger og igen og igen havde behov for profeter, der mindede dem om alt, hvad Gud havde gjort: "Mit folk, husk dog, … husk" (Mika 6,5).
Salmerne er sådanne profeter. De frisker op på vor hukommelse og hjælper os til ikke at være glemsomme. På den måde frigør de kilden til lovsangen og er selv denne lov sang. Hver gang vi beder en takke- eller lovprisningssalme, skifter vi fra vor narcissistiske erindring til vor på-ske-erindring.
Kirken har i tidebønnen ordnet det sådan, at også de salmer, der egenflig er mere klageviser end lov sang, alligevel får en lovsangskarakter. Alle salmer afsluttes jo som lovsange med "ære være Faderen og Sønnen og Helligånden". Dette kan vi takke den hellige Benedikt for. Det var ham, der bestemte, at alle salmer skulle afsluttes med lovprisningen "Ære være Faderen ...", hvor alle rejser sig og bøjer sig ærbødigt for Treenig-heden.

"Dit hjerte banker og svulmer" (Es 60,5)

Den bøn, vi selv fremstiller, er ofte ret trang, fordi vort hjerte er trangt. Vort trange hjerte skal åbnes, udvides. "Vi har åbnet vort hjerte," skri-ver Paulus til Korintherne, "der er ikke trangt hos os, men der er trangt i jeres hjerter. Nu skal I gøre gengæld ... og også åbne jer for os" (2 Kor 6,11-13). Psalteret er en nøgle, som åbner vore hjerter. Den fører os ind i grænseløsheden både i tid og rum.

Når vi beder med Psalteret, er vi ikke udleveret til vore subjektive følelser. Vi går ind i en objektiv bøn, som gives til os. Dette kan virke umoderne og overhovedet ikke tilpasset nutidsmenneskets behov. Vi vil være spontane, når vi beder, og ærlige overfor Gud. At læse bønner op, som andre har forberedt, forekommer os falsk. Jesus var derimod ikke bange for, at vor bøn skulle blive falsk, da Han selv "forberedte" en bøn til os, nemlig Fadervor. Han vidste, at vi på bønnens område er som børn. Ligesom et barn har behov for at høre sine forældre og lærere tale og skal undervises i grammatik for at kunne udtrykke sig både forståeligt og korrekt, så findes der også en bønnens grammatik, som vi indlærer ved hjælp af på forhånd formulerede bønner.

Hvis vi er helt overladt til os selv, forbliver vor bøn utrolig fattig, selvcentreret og i grunden uærlig. Det er vanvittigt at tro, at vi er ærli-ge, når vi giver udtryk for alt, der i dette øjeblik farer gennem vore hoveder. Mennesket er mere end de tanker og følelser, det oplever nu. Freuds frie associationer giver ikke noget retfærdigt billede af menne-sket. Der findes dybere lag i det, og for at opdage dem behøver mennesket andres hjælp. Som de små vi er i bønnen, har vi brug for hjælp af de store i bønnen, for at bønnen langsomt kan stige op fra større dyb end os selv.

I grunden findes der ingen virkelig modsætning mellem subjektiv og objektiv, forudsat at man tager ordet "subjektiv" eller "subjektivitet" i dets fulde betydning. Den objektive bøn, jeg finder i Psalteret, hjælper mig til at opdage mig selv, min "subjektivitet", det der konstituerer mig som subjekt, nemlig min relation til Gud og til menneskeheden. Der findes mere i mig end det, der falder mig ind, når jeg spontant udtryk-ker mig til Gud. En objektiv bøn kan give mig adgang til dette mere Den fremmedgør mig ikke, men personaliserer mig. Den lukker op for min subjektivitet. Det, jeg beder om, alt det, jeg giver udtryk for, når jeg beder Psalteret, fandtes egentlig inden i mig, men jeg vidste det ikke. Når jeg læser eller synger salmeversene, genkender jeg indholdet som mit eget og får lov at erfare genkendelsens glæde. Jeg erfarer, at jeg er meget bredere, videre og mere rummelig, end jeg troede. Jeg har et hjerte, der rummer hele universet.

At bede med Psalterets ord, fordrer en vis ydmyghed. Man beder med ord, som ikke umiddelbart er ens egne. Man erkender sin afhængighed af andre. Man gør det, Jesus har gjort hele sit liv: Man siger "Amen", "Ja, Fader", man bekræfter det ord, som Faderen har tålt, man betror sig til det givne ord. Man afstår fra at bede med egne ord for i stedet at bede med ord, man har fået, og giver Gud "af Hans egne gaver". Man åbner sit hjerte og venter på det, der kommer, på det, som Gud selv lægger i den bedendes mund.

En universel bøn

Psalteret er Kristi bøn, det er Ham, der er Psalterets "jeg". Og Kristus er det universelle menneske, Han har identificeret sig med ethvert men-neske. Alt menneskeligt har Han taget på sig. Han repræsenteres ikke alene af fine, fromme og "dydige" mennesker, men også af udstødte, psykisk syge, fortvivlede og "syndige" mennesker. Det er Ham, som taler for dem i Psalteret.

Hvorfor skulle det være afgørende, at de følelser, salmen udtrykker, er i harmoni med mine følelser lige nu? Er jeg så selvoptaget, at jeg ikke kan åbne mig for andres følelser, for det, der bor i mine medmen-nesker og derfor også i Kristus? Skal jeg ikke gøre ligesom Han og åbne mig for mine brødre og søstre og føre deres tale i min bøn? Netop den uoverensstemmelse, jeg oplever mellem salmen og min egen sinds-tilstand, er en udfordring, der indbyder mig til at gå ud af mit eget trange hus og leve mig ind i det, som andre tænker og oplever.

På den måde opdager jeg en af bønnens dybeste dimensioner, at den altid også har en stedfortrædende karakter. Så længe jeg ikke aflægger min elfenbenstårnsholdning, er min bøn ikke rigtigt kristen. Jeg er kal-det til at stille mig til rådighed for alle, som ikke er i stand til at udtrykke deres sorg, angst, oprør og fortvivlelse til Gud. Psalterbønnen giver mig en anledning til at lukke alt dette ind i mit hjerte og dér forvandle det til bøn. Jeg lærer at græde med dem, der græder (Rom 12,15). Jeg lærer at bære andres byrder og på den måde opfylde Kristi lov, som er kærlighed (Gal 6,2). Jeg stiller min tunge og min mund til rådighed for andre, der bliver stumme, så snart de står overfor Gud.

Takket være denne bøn, står intet menneske længere udenfor bøn-nens verden. Alle er medinddragne, alle er med. En sådan bøn bliver rigtig "katolsk", det vil sige altomfattende og universel.

I stedet for at bede: "Gud, forbarm dig over alle, der lider," beder jeg salme 6: "Herre, straf mig ikke i din vrede, og tugt mig ikke i din vrede! Vær mig nådig, Herre, for jeg er svag, helbred mig, Herre, for min krop sygner hen, og min sjæl er grebet af rædsel" (v. 2-4). Jeg siger "jeg" og "mig", og en overfladisk tilhører kunne tro at jeg bare tænkte på mig selv. Dette 'jeg" er ikke mit private jeg, men den lidende menneske-heds jeg, hans jeg, som Pilatus pegede på, da han sagde "Se, hvilket menneske". Netop fordi jeg vil være ét med Ham, Kristus, og alle, Han
repræsenterer, kan jeg sige "jeg" uden, at det gør min bøn til en 'jeg-bøn".

Når vi lader salmernes 'jeg" udvides til et universelt jeg, til menne-skehedens jeg, bliver vi også mindre chokerede over hævnsalmerne. Når vi kan sætte os i andre menneskers sted, også de, der torteres, og hvis menneskelige værdighed fornedres, og vi så bærer deres ord frem for Gud, er det ikke så underligt, at vi protesterer voldsomt. I hvert menneske findes der en sund fornemmelse for retfærdighed, en indsigt i at det onde, der har forstyrret tingenes orden, skal straffes, for at ordenen kan blive genoprettet. Læren om skærsild og helvede er den kristne bekræftelse af denne medfødte indsigt og viser, at protesten mod uret og undertrykkelse findes hos Gud selv.
Hvis jeg bad om hævn for den vold og den uret, jeg personligt er blevet udsat for, ville min bøn måske ikke være helt dadelfri. Jesus lærer os jo ikke at slå igen, når nogen slår os. Men Han har ikke forbudt os at forsvare et medmenneske, der udsættes for vold, tværtimod øn-sker Han, at vi er parate til at give livet for den anden. Eftersom 'j eget" i Psalterbønnen ikke kun er mit personlige jeg, men også hele menne-skehedens, er min bøn om hævn i grunden en kærlighedsgerning: jeg protesterer mod det onde, som min broder eller søster bliver udsat for, og ønsker, at retfærdigheden vil ske fyldest.
Der findes ingen følelse, der ikke finder sit udtryk i Psalteret. Netop derfor er Psalteret en slidstærk bønnebog. Man bliver aldrig træt af den. Den uendelige variation af tanker og følelser, man møder dér, gør, at man kan bede den i en uendelighed. Efter totusind år har Kirken endnu ikke fået nok.
Psalterets universelle rækkevidde gør den også til en Økumenisk bøn-nebog. Intet menneske kan forblive uberørt af den. Faktisk anvendes den i alle kristne samfund, og kristendommen har den til fælles med Israel. Ingenting peger så tydeligt og så konkret på vore gammeltesta-mendige rødder og på vor forbundethed med vore ældre brødre og søstre fra Israel som netop dette, at vi beder til Gud med de samme ord.

Alle kristne danner - sammen med jøderne - et eneste stort kor, hvis fælles sang i sig selv er en bøn om enhed, om man er sig det bevidst eller ej.

Wilfrid Stinissen

Oversat af Charlotte Olden -Jørgensen

test

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk